Mathias ser ned af sig selv, imens han angrer sin ulykke. Rummet bliver mindre og mindre, og ligner mere og mere en kiste, alt imens den roterende luft fra ventilatoren skifter lugt. Cigaretrøgen og sveden er forsvundet, nu lugter her af skyld. En kinesisk kat stirrer og vinker til ham fra en reol.
Mathias føler et ubehag. Et ubehag som han kun har følt én gang før…
”Hvem har rørt min kommode!”, råber hr. Nielsen, imens han braser ind i dagligstuen. Mathias bror sidder unormalt stille, da han denne ene gang ikke er syndebuk. Hr. Nielsen går automatisk over til broren og river hans øre og hoved op i en bevægelse, som kun få kan efterligne.
”Det var ikke mig!”, skriger broren, imens han halvkvalt brøler: ”Det var Mathias!”.
Hr. Nielsen slipper skuffet sin søns hoved, og vender øjnene mod sin ældste efterkommer. Da hr. Nielsen trækker sit bælte ud af bukserne, bliver stilheden budt velkommen i stuen.
Lyden fra ventilatoren er gået i ét med stilheden. Stilhed? Hvis der er noget, som Mathias væmmedes ved, er det stilhed. Mathias spørger altid sig selv: ”Hvem kan nyde lyden af døden?”. Følelsen af depression har altid kravlet igennem Mathias ører og ind i hans sind, når han tænker på død, men denne gang vil han hellere se døden i øjnene, end ham politibetjenten. Den kinesiske kat stirrer. Et strejf af overraskelse og stilhed blandes og endes i frygt…
Det er gratis at oprette en konto