Mistanken

Tankerne fløj igennem Mathias’ hoved. Er det så slemt? Tænkte han. Mathias sukkede. Han havde nu analyseret rummet 2 gange. Der var helt stille. Klokken var nu 21:09, og der var stadig ikke sket noget nyt. Havde de måske ringet til hans forældre? Var det nødvendigt at have en advokat for en sikkerhedsskyld? Hvorfor skulle jeg også kigge på slåskampen? Jeg var jo nysgerrig. Tik tak tik tak var det eneste Mathias kunne høre fra uret. Havde de glemt mig? Mathias stirrede på døren og håbede på at den vil åbnes. Der kom ingen. Betjentens kaffe blev kold. Lugten af kaffen havde overtaget lokalet. Bare der var et vindue. Hvorfor tager det så lang tid at hente en afhøre? Snakker de uden mig? Mathias ventede desperat. Klokken var nu blevet 22:37, og betjenten var endnu ikke kommet. Pludselig fik Mathias trang til at tisse, men der var ikke et toilet. Mathias overvejede om han skulle tisse i den kolde kaffe, men han lod vær. Han tissede i stedet på potteplanten, den så alligevel død ud. Det skader ikke med lidt væske tænkte Mathias.

Mathias kunne høre skridt ude fra døren. Måske var det dem? Men skridtene forsvandt stille og roligt. Og til sidst forsvandt helt. Mathias blev en smule træt. men han gjord alt for at holde sig vågen, han ville jo have at de skulle tro at han var en moden 17 årig. Skridtene kom igen, men denne her gang var det anderledes, der var to forskellige stemmer der snakkede sammen. Han kunne høre betjentens stemme og en dame stemme. Mathias prøvede at forstille sig damen. Oppe i Mathias’ hoved var hun en blondine, store blå øjne, slank med en lille sød kjole. Døren åbnede. Det var betjenten og en dame. Mathias troede at damen havde gået forkert, fordi at det ikke lignede hende han beskrev. Damen havde kort brunt hår, hendes store briller gled hele tiden ned af hendes lille næse. De brune øjne var små, men hun havde lange øjenvipper. Hun var en smule buttet, og hun havde ikke en lille sød kjole på, men et par kedelige bukser. Mathias tænkte at hun helt klart ikke var hans smag for piger.