Novelle

Det har været en meget mærkelig dag i dag. Jeg sidder inde på mit værelse, og ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg sidder og bruger tiden på, at tænke over hvad meningen med livet egentlig er. Hvorfor lever vi? Nogen gange kan det tage lang tid at komme frem til en konklusion, men andre gange kan de tage få sekunder. Efter sådan en lang og hård dag som jeg har haft i dag, føler jeg, at jeg har brug for at tænke over hvad meningen er, med at vi lever. Jeg venter på at far kommer op til mig, så jeg kan dele mine følelser sammen med ham. Jeg tror ikke at han har tænkt sig at komme herop nu. Han er den eneste, der kan forstå mine følelser, og ved altid hvad jeg mener, og hvad jeg føler når jeg taler med ham. Mor er anderledes. Vi kan aldrig tale sammen, uden at komme op til en diskussion eller et skænderi. Jeg føler mig alene i dag, og her er helt tomt. Jeg får hvert sekund lyst til at græde og komme ud med alt den stress og vrede jeg har og har haft i dag. Peter er lige gået. Han tog sine ting, og gik ud, imens råbte han af mor og far. Han kan ikke fordrage den larm de laver. Da vi var yngre var vi altid en glad familie, men efterhånden hvor far var begyndt at arbejde som kontorarbejder sammen med Elise, har der været mere usikkerhed mellem mor og far, fordi at han tit ikke er her til aftensmaden, og kommer tit meget sent hjem. Det har skabt usikkerhed og bekymring for mor. Jeg kan høre deres stemmer nede fra køkkenet, og de taler højt med grove og negative ord. Jeg får sådan lyst til at gå ned og slå min vrede ud hver gang, jeg høre dem råbe af hinanden. De har skændes meget det sidste stykke tid, og jeg har fået nok af det. Pludselig høre jeg et slag, og mor begynder at græde. Hun råber vredt af far, og skriger ”GÅ UD!”. Jeg beslutter mig for at løbe ned, og da jeg kommer ned i spisestuen, ser jeg døren smække med et kæmpe brag. Mor går hen og sidder ved spisebordet. Hun begraver ansigtet med hænderne, da hun ser mig komme løbende ned. Jeg går bekymret hen og sætter mig ved siden af hende. Jeg siger intet og kigger på hoveddøren i et minuts tid. ”Hvad er der sket, og hvor er far?”, spørger jeg, men hun siger intet, og græder videre. Jeg spørger hende igen, og forventer at hun svare, men hun gider åbenbart ikke svare mig, og græder videre. ”HVAD ER DER SKET?!” råber jeg, mens jeg skubber stolen væk, og