Storheden

Vi legede tit mor, far og børn. Jeg ville som altid være det store barn, barnet der havde en flot kæreste og havde sin egen lejlighed. I legen boede jeg i København, hvor der var så meget trafik, at jeg næsten ikke kunne gå over hvert fodgænger uden, at tænke på min mor, der altid tog mig i hånden og passede på mig. Jeg kunne rigtig godt lide min mor, hun var som mit yndlings stykke slik. Den gang var det mere specielt, hun passede på mig, hun kunne virkelig lide mig og hun var den smukkeste engel med den smukkeste hvide kjole på. Når jeg engang blev stor var jeg hundrede procent sikker på, at jeg ville ligne hende. Altså det var noget, jeg virkelig ville. Jeg ville nemlig også være mit barns yndlings stykke slik.