Mørke. Et fænomen, der opstår ved fravær af lys. Man kan både blive draget af denne mangelvare, men bestemt også skræmt og frastødt. Men hvad er det, der drager en, og hvad er det, som skræmmer en? At bevæge sig i en buldrende mørk skov en sen oktober aften kan skræmme en. Hvem ved, om der står en mand med en kniv inde i mulmet, som bare venter på at overfalde en? Selvom man udmærket godt ved, at sandsynligheden for, at dette er tilfældet er mikroskopisk, er det alligevel paranoiaen, som vinder. Adrenalinen begynder at pumpe, og hjertet slår hurtigere. Længslen efter lys vokser, nu vil man bare væk. Man spurter igennem mørket, som man havde fanden i hælene bare for at komme ud, ud til lyset – trygheden.
En anden faktor i mørket der skræmmer en er alle de ukendte lyde. Uidentificerbare lyde er noget, som kan skræmme de fleste mennesker. Det stammer formentlig helt tilbage fra urtiden. En raslen i en af de omkringstående buske og to sekunder efter er en sabeltiger hoppet på ens gode kammerat. Den heldige overlevende har nu udviklet en angst for uidentificerbare lyde. Det er nedarvet gennem generationer, og den eksisterer stadigvæk. Vi ved jo godt, at en smule raslen i træerne ikke betyder, at vi bliver overfaldet af en sabeltiger, vi ved sågar, at det heller ikke betyder, at vi bliver overfaldet af et menneske. På trods af dette er vi stadig angste. Fornuften må åbenbart slå fra, når man går inde i en mørk skov. Lyden af en enkelt gren der knækker og vupti, så er adrenalinen og angsten der. Forunderligt.
Det er gratis at oprette en konto