Samtaler i mørket

Jeg løber gennem skoven. Jeg prøver at slippe af med stemmerne, der forfølger mig og de lysende øjne, der gemmer sig i natten, men uanset hvor meget jeg sætter farten op så bliver de ved med at være lige bag mig. Jeg er bange for dem og det ved de, det er derfor, de griner af mig som et højt skrig i natten, mens jeg flygter så hurtigt at mine ben ikke kan holde til mig. Da jeg prøver at sætte farten endnu højere op, snubler jeg, og stemmerne kommer tættere på.

Jeg vil væk, men mine ben vil ikke bære mig længere. Jeg er alene i mørket. Et træ står bag mig, og jeg læner mig op ad det, som et lille barn mod sin mor. Det trøster mig lidt, men stemmerne er der stadig. Stemmerne prøver at få mig til at tage med dem til deres verden. De siger, at det er en bedre verden. Et liv uden ensomhed, tårer og ulykkelighed. Der findes kun glæde, men jeg tror dem ikke. Det kan umuligt passe. Tårerne presser sig på fra mit inderste, og lige så stille kommer de frem fra øjenkrogen.

Stille ned af min kind, som en dryppende vandhane, der ikke vil stoppe igen, før der er nogen, der kommer og ordner dens inderste. Det inderste, der stille og roligt er blevet ødelagt med tiden for til sidst at forsvinde, mens man mindst venter det. Jeg lukker øjnene og prøver at lukke lydene ude.Jeg døser lidt hen, da et skrig vækker mig, og jeg vågner op med et spjæt. Erindringerne vender med et sæt tilbage, og stemmerne er meget stærkere og mere tiltrækkende end før. Nej, jeg vil ikke tænke tanken! For der findes ikke et bedre sted. Jeg rejser mig op, og inden jeg når at tænke mig om, da løber mine ben, hvorhen ved jeg ikke. Bare væk. Væk fra stemmerne. Væk fra alting. Mine ben fører mig længere ind i mørket, men det skræmmer mig ikke mere. Jeg har glemt lyset. Varmen der rammer min hud og et stort smil, der lyser op på en dårlig dag. Jeg vil glemme det hele. For mit indre blik ser jeg billeder fra en lykkeligere tid. En tid med kærlighed, venskabelige kram og kys. Den gang jeg var centrummet i lyset. Det var før mine drømme splintres, og jeg endte op alene. Tårerne bryder frem igen kraftigere end før. Jeg løber stærkere ind i mørket, og væk fra lyset. I mine tanker ser jeg et nyt lys for enden af skoven og en ny begyndelse. Jeg håber inderligt, at det er rigtigt, mens mine ben fører mig videre. Stemmerne fortæller mig om den bedre verden. Det er et sted, hvor æblerne aldrig rådner, der er blomster og træer, så langt øjet rækker, der er de sødeste mennesker, og der er altid lys - intet mørke. Jeg får lyst til at tage med dem, men jeg kan ikke efterlade alt her, eller kan jeg?Mine tanker begynder at snore rundt i mit hoved, og jeg mærker at fortvivlelsen har overtaget. Jeg bliver bange, for jeg må ikke lade stemmerne få magten og glemme fornuften. Det er for farligt. Mine ben stopper op, og jeg opdager til min rædsel, at skoven er sluttet, og at der ikke er noget lys, som jeg havde håbet på men stadig kun mørke. Før havde jeg ikke kunne se himlen for skovens trækroner, men nu kan jeg se den helt tydeligt. Der er en eneste lille stjerne på himlen. Den giver mig et lille håb for fremtiden, da den står, der på himlen og lyser klart. Jeg vælger at følge den. Stille går mine ben mod stjernen, mens stemmerne i mit hoved raser og beder mig om at vende om. Stemmerne vil have mig tilbage til det totale mørke i skoven. Jeg følger stjernen, men det er, som om at jeg aldrig kommer tættere på. Det lille lys på himlen vil ikke lede mig. Jeg må klare mig selv og det lille håb, som det havde skabt blev slukket lige så hurtigt, som det blev tændt. Jeg er helt alene.Jeg sætter mig ned og hviler mit trætte hoved på en stenblok, og lader stemmerne overtage for en stund.