"Vi bærer vore hjerner med stolthed, bytter drømme og cigaretter fylder os med rus og musik bytter køn og masker" Sådan lyder det i Michael Strunges digt ”Natmaskinen”, som godt illustrerer punkernes natteliv i starten af 80’erne. Digtet ”Natmaskinen” af Michael Strunge fra digtsamlingen ”Vi folder drømmens faner ud”, er skrevet i 1981. Digterjeg’et befinder sig til en koncert, i den såkaldte ”rockmaskine”. Koncertens tilhængere og jeg’et befinder sig i en trance og svæver rundt i rummet fyldt med musik. Der bliver prøvet grænser af i forhold til deres egen identitet. De føler sig fortabte og føler ikke de hører hjemme i det normale samfund. Man kan tydeligt mærke, at de har en trang til at gøre oprør. Til sidst i digtet tager de hjem hver for sig, fuldstændig forandrede, og falder i søvn. Ordet ”natmaskinen” optræder flere gange i digtet som i strofe 1, vers 6 ”..flyver højt i natmaskinen” og strofe 1, vers 910 ”Natmaskinen arbejder og absorberer menneskenes sjæle” ”Natmaskinen” har 4 strofer med uens antal vers i hver strofe. Strofe 1 har 10 vers, strofe 2 har 12 vers, strofe 3 har 11 vers og strofe 4 har 7 vers. ”Natmaskinen” har et digterjeg, som har et meget bredt syn over byen og folkene i digtet. Det er som om, at de alle føler det samme. De er nærmest én person. Digtet har ikke en rytme, og der optræder ikke rim i stroferne. Der er dog ét bogstavrim i strofe 2, vers 45 ”Vi er i trance og trang, transcenderende” og strofe 1, vers 8 ”hvisker hvidt”. Det er et lyrisk digt og består af en hel del metaforer, hvilket også kan gøre det en smule rodet at læse, selvom det er et letlæseligt sprog. Man bliver nødt til at dykke ned i digtet, for at finde det egentlige budskab og digtets mening.
Det er gratis at oprette en konto