Menneskers dansebehov og Labans bevægelsesteori

Mennesker danser af mange forskellige årsager. Dans er ikke kun sjovt, men også en måde, hvorpå man kan udtrykke sig selv og de følelser, man brænder inde med. En anden vigtig grund til, at alle danser er, at det er noget, alle kan være med til. Når man danser med andre, skaber man et energisk fællesskab, og alt efter hvem man danser med, skaber man også en forbindelse til et eller flere mennesker. Det kan f.eks. være venner, en kæreste eller blot en helt fremmed.

Man skelner mellem to former for dans, nemlig scenedans og social dans. Som ordene antyder er scenedans en form, hvor der er et klart skel mellem publikum og optrædende. Man snakker altså om at danse på et mere professionelt plan. Det kan blandt andet være klassisk eller moderne ballet og jazz. Ved social dans kan alle derimod være med. Det er her, man skaber det energiske fællesskab, som tidligere er nævnt. Man kommunikerer her i en vis forstand indbyrdes, mens man i scenedans som optrædende kommunikerer til et publikum. Disse to former står derfor i kontrast til hinanden. Dans kan dog også have en mere praktisk funktion en blot en æstetisk eller social. I nogle religioner og kulturer kan dans nemlig også have en religion funktion. Her kan regndans blandt andet nævnes. Ved regndans bruges dansen for at opnå kontakt til en højere enhed, der på den måde, ifølge dem, der udfører ritualet, vil give regn. Dans starter som oftest som en hobby hos det enkelte individ. Herfra kan den enten udvikle sig til det professionelle plan eller forblive på det sociale niveau, hvorfor denne opgave som udgangspunkt vil have fokus på social dans. Dans kan opfylde en stor del af menneskets behov. Herunder anerkendelse, selvrealisering, fysiske behov i form af motion, samhørighed og transcendens. Derfor har dansen også altid fungeret som et led i socialt samvær. Dans er kontaktskabende uden man som individ behøver at vide, hvad der ligger til grunde for de enkelte bevægelser. På den måde kan man gennem dansen få en anden slags kontakt til andre individer end man kan gennem sprog. Af samme årsag kan man netop værdsætte andre folks danse uden at kunne forstå deres sprog, og dansen bliver derfor et universelt kommunikationsmiddel, som alle kan forstå. Man kan altså vise nogle andre ting gennem kropssproget, når ens almindelige sprog er utilstrækkeligt. Som tidligere nævnt, anvendes dans i mange forskellige sammenhænge. Mange af disse sammenhænge går igen i mange kulturer. Det kan blandt andet være overgangsritualer i forbindelse med fødsel, pubertet, ægteskab eller død. Disse sammenhænge er i nogle kulturer vigtigere end andre og derfor også mere centralt. Dog anvendes dans over hele verden i alle aldre som underholdning og rekreation. I Danmark har den rituelle funktion af dansen ikke en central plads i kulturen. Der findes ikke nogle danse, der kun er forbundet med ritualer. I Danmark skelner man mellem tre hovedgrupper af sociale danse nemlig folkedans, traditionelle selskabsdanse og frie danseformer med oprindelse i nordamerikansk jazz.