Mødet med Tess i skoven

Jeg standsede og så op. Hun sad i træet. Hej Stemmen dalede ned mod mig. Hendes øjne var noget af det mest blå. Jeg glemte at svare, blev bare ved med at se. Hun gjorde en bevægelse. Så stod hun foran mig. Kan du flyve? spurgte jeg. Måske hendes mund krummede sig sammen og tog tilløb. Lige med et smilede hun. Vi stod over for hinanden. Vinden bevægede træernes blade, en sølvsmed fløj tæt på og forbi. Som det er nu, behøver det ikke at være anderledes, tænkte jeg uden helt at vide hvorfor. Tess sagde hun i det samme. Tess? Ja, hun pillede en kvist ud af sit hår, ”jeg hedder Tess … Hvem er du? Det var, som om jeg måtte lede efter det. Var jeg måske et træ eller en fugl eller den sølvsmed, der fløj forbi? Så vendte jeg tilbage, blev tung i kroppen og var mig selv. Og hun var bare en pige ved navn Tess. Jeg hedder Sandra, svarede jeg og fortalte, at jeg var flyttet ind i det gule hus længere nede ad vejen, og at min far var den nye tandlæge i byen. ”Det er derfor vi flyttede, sagde jeg, mest på grund af hans arbejde Med en hurtig bevægelse lagde hun hånden mod min brystkasse og skubbede mig tilbage. Jeg åbnede munden og skulle til at sige noget, da jeg opdagede skovsneglen. Du var ved at træde på den, hun bøjede sig, samlede sneglen op og lagde den i græsset. Er du ked af, at I er flyttet? spurgte hun og pustede en hårlok væk fra panden. Det varede lidt, inden jeg svarede. Faktisk var jeg ligeglad. Jeg var træt af mine gamle venner. Det er aldrig sjovt at skifte skole, sagde jeg artigt og skævede til hende. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om sneglen havde været slimet at røre ved. Næh hun trak på skuldrene, jeg har kun boet her i to år. Hvor kommer du fra? Paris. Jeg måbede. Paris? Ja der gled en skygge over hendes ansigt og gjorde udtrykket i øjnene mørkt. Min mor arbejdede i Frankrig, forklarede hun og tilføjede stille, hun var balletdanser. Nåh, sådan jeg nikkede langsomt. Måske var moren død, men jeg kunne ikke lide at spørge. Bor du så hos din far nu? Hos min far! Hun så ud, som om jeg havde sagt noget sjovt, der på en måde også gjorde hende ked af det. Med det samme var jeg lidt på vagt. Gjorde hun nar af mig? Ja jeg mener, hvis din mor Min mor er syg, sagde hun hurtigt, det er derfor, vi flyttede hertil. Huset vi bor i, har været min mormors.Nåh, sådan Det var sen eftermiddag. Solen hang lavt på himlen, og der var skygge i skoven. Myg og andre insekter var begyndt at svirre i luften. Det kløede på mine arme og ben. Selvfølgelig sagde jeg ja, da hun inviterede på en kop te. Vi havde fundet ud af, at vi var jævnaldrende, og at jeg skulle starte i hendes klasse efter sommerferien. Hun åbnede lågen, der førte fra skovstien ind i baghaven med de gamle frugttræer. Huset var hvidt og meget stort. På verandaen sad en kvinde og spejdede ned mod os. Hun løftede hånden, vinkede og rejste sig. Med det samme jeg så hende, tænkte jeg, at det måtte være balletdanseren. Hun var tynd og havde langt mørkt hår, der hang ned over hendes skuldre. Det er min mor, sagde Tess. Kvinden på verandaen bevægede sig. Hendes skridt var usikre, så standsede hun og ventede. Tess præsenterede os. Jaså moren så undersøgende på mig. Hun havde mørke rande under øjnene. Og hun kunne ikke lide mig. Efter et par korte bemærkninger gik Tess ud i køkkenet for at lave te. I lang tid sagde ingen af os noget. Kvinden sad med et indadvendt smil og stirrede frem for sig. Det er nogle smukke blomster, jeg nikkede mod bedet i haven. Synes du? Det var som om, hun vågnede, og der kom et glimt af interesse i hendes øjne. Ja sagde jeg og anstrengte mig, er det lavendel? Nejnej hun smålo, det er salvie. Er det sådan en slags urt Mm hun fingererede ved en snip af sin trøje. Man siger, at et øjeblik tav hun. Jeg så afventende på hende og tænkte, at nu måtte Tess godt snart komme med den te. Under flugten fra Ægypten var det salvien, der skjulte Maria og barnet for soldaterne. Som tak fik den skænket evnen til at helbrede alle sygdomme hun lænede sig lidt frem, viftede en flue væk. Det jeg smilede varmt, det er en smuk historie sagde jeg. Og jeg vidste, at hun begyndte at kunne lide mig. Heldigvis trådte Tess i det samme ud på terrassen. Der var noget særligt mellem Tess og hendes mor. Når de så på hinanden, var det, som om de sendte meddelelser, ingen andre kendte til. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at føle mig udenfor. Det må have været spændende …forsøgte jeg, at være balletdanser? Men mine ord blev hængende i luften, og jeg ventede anspændt. Det virkede håbløst. Netop som jeg havde besluttet mig for at give op, begyndte hun at tale. Åh, ja, svarede hun og nippede til sin te det var det måske Tess lagde sin hånd over hendes. Det viste sig, at hun ikke var anderledes end alle andre. De fleste holder af at tale om sig selv. Synligt oplivet hentede Tess et fotoalbum, og inden længe var jeg optaget i deres fællesskab. Tiden fløj og teen blev kold. Hvad med dine forældre? spurgte balletdanseren pludselig, hvad laver de? Lige med et blev jeg skåret fra og udskilt på en måde, jeg ikke brød mig om. Alligevel smilede jeg venligt og fortalte, at min far var tandlæge, og min mor journalist. ”Hun har en lejlighed i København, sagde jeg. Jamen Tess rynkede panden, ”er dine forældre skilt? Nej! Hvorfor tror du det?” Mod min vilje kom min stemme til at lyde vred. Jeg kunne selv høre det. De så forundrede på mig. Mine kinder blev røde. Så lo jeg Det er mest på grund af hendes arbejde ”Nåh, sådan På et tidspunkt fornemmede jeg, at de bare ventede på, at jeg skulle gå. Balletdanseren så træt ud. Selv om jeg ikke havde lyst til at forlade dem, rejste jeg mig. Tak for te sagde jeg det var hyggeligt Det sårede mig at se, hvor lettede de blev. Jeg smilede anstrengt og tænkte, at jeg havde spildt min tid. Men da Tess spurgte, om vi skulle mødes næste dag, bredte varmen sig i min krop. Ja svarede jeg glad og greb hendes hånd. Da jeg opdagede sneglen var det for sent. Måske var det den samme. Egentlig var det synd Jeg tørrede skoen af i græsset. Allerede før jeg var hjemme, vidste jeg det. Jeg vidste, at min mor alligevel ikke var kommet. Jeg satte mig på bænken i haven. Der var lys i min fars arbejdsværelse. Og jeg vidste, at solen ville forsvinde bag træerne, at kulden langsomt ville brede sig i natten, og at jeg ville fryse, før jeg rejste mig og gik gennem det våde græs op mod huset og åbnede døren. Min far ville løfte hovedet, se på mig over kanten af sine briller og sige Åh for reste mor ringede hun får først tid til at komme i morgen måske Der står mad i ovnen Tess og jeg var sammen det meste af tiden. I begyndelsen var hendes mor lidt på vagt over for mig, men det endte med, at hun satte pris på mit selskab. Vi lo meget. Især når hun spillede klaver, og Tess og jeg dansede. Ingen af os kunne. Alligevel så hun på os med glade øjne og kaldte os sylfider. En dag blev det hele forandret. Solen skinnede, og vi havde planlagt at cykle til stranden. Med det samme jeg kom, kunne jeg mærke på Tess, at der var noget i vejen. Lægen har været her sagde hun min mor har det dårligt I cykelkurven lå de madpakker, jeg havde smurt, men det var tydeligt, at hun ikke skænkede det en tanke. Jeg lod mig ikke mærke med noget. Heller ikke da jeg opdagede den opslåede bog på hendes seng. Hun havde åbenbart glemt vores aftale. Jeg tænkte, at hun i det mindste kunne have ringet. Det kom bag på mig, da hun begyndte at græde. Hendes ansigt ændrede sig på en gummiagtig måde. Så var det, hun fortalte det. Om morens frygtelige sygdom, og om hvorfor hendes far ikke var der mere. At det var hans skyld. Jeg trøstede hende, så godt jeg kunne. Selvfølgelig ville hun gerne have haft, at jeg blev der lidt længere, men jeg havde ikke tid. ”Hvor er jeg glad for, at Tess har lært dig at kende,” sagde balletdanseren, da jeg gik. Hun sad i kurvestolen ved vinduet med et tæppe omkring benene. Hun var mere bleg, end hun plejede at være. Næsten gennemsigtig i huden. Det var blevet overskyet, og jeg havde mistet lysten til at tage til stranden. En smule ærgerlig smed jeg madpakkerne ud. Bananer bliver brune af at ligge for længe. Selv om balletdanseren blev mere og mere afkræftet, besøgte jeg dem stadig. Men ikke så ofte. Og jeg var lettet, da skolen startede. Men også nervøs. Der blev stille, da Tess og jeg trådte ind i klasseværelset. De andres blikke hvilede på mig. Læreren, en ældre kraftig kvinde med dårlig ånde, bød mig velkommen. Jeg tilrettelagde et smil, der ikke var for indladende. Jeg tror, det virkede. Så fik Tess arrangeret det sådan, at vi sad ved siden af hinanden. Det passede mig udmærket. I frikvarteret skævede pigerne fra klassen til os. Jeg følte, at der var noget helt galt. Tess stak sin arm ind under min og lod som ingenting. Der gik ikke mange dage, før jeg blev klar over, at de andre ikke brød sig om hende. Måske fordi hun på mange måder var anderledes. I begyndelsen syntes jeg, at det var uretfærdigt, men så begyndte hun at irritere mig. Mest fordi hun holdt de andre på afstand. Og fordi jeg naturligvis havde lyst til at lære dem at kende. Især en pige der hed Mia. Hun virkede sød. Guud hvor det altså keder mig med et suk smækkede Mia bogen sammen og lagde den i tasken. Hun gabte demonstrativt og rejste sig. Er der nogen, der vil med i kiosken? spurgte hun, jeg har lyst til en cola Jeg så efter hende, da hun forsvandt sammen med et par af de andre piger. Heldigvis gik det langsomt op for dem, at Tess og jeg ikke var veninder. Og efterhånden blev jeg accepteret. Hedebølgen rullede ind over landet, og alt gik i stå. Myggene summede i luften, og folk sagde, at det var mange år siden, det havde været så varmt. I radioen advarede man mod at opholde sig for længe i solen. Jeg holder det ikke ud, stønnede min far og klaskede sig på låret. Du burde tabe dig, mente min mor, der for en gangs skyld var hjemme, det er derfor, du sveder så meget Hun snøftede hånligt og begyndte at smøre sig ind i myggebalsam. Far sagde jeg. Uden at svare åbnede han pungen og fandt pengene frem. Jeg blev stående foran ham, lagde hovedet på skrå og gav ham englesmilet. Endnu et par sedler skiftede ejer. Ret ryggen sagde min mor, jeg ved ikke, hvad det er for en holdning, du har og så løft da for pokker benene, når du går Efter et par uger, besluttede jeg mig alligevel til at besøge Tess og hendes mor. De ville sikkert blive glade for at se mig. Tess gik i haven og var ved at rive blade sammen. Hej råbte jeg og sprang af cyklen. Hej svarede hun og fortsatte med at rive. Jeg tænkte, at hun var ked af, at det var så lang tid siden, jeg havde besøgt hende. Og måske også lidt sur. Skal vi være sammen? spurgte jeg og smilede. Så var det, hun så på mig med det blik, der gjorde mig helt tom indeni. Hun var hverken sur eller ked af det. Og hun var ikke det mindste glad for at se mig. Hendes øjne var kolde. Som om jeg ikke betød noget. I det øjeblik gik sandheden op for mig. Tess kunne ikke lide mig. Så snart jeg kom hjem, begyndte jeg at græde. Jeg dirrede af vrede. Hun havde ikke ret til at behandle mig på den måde. Jeg kastede mig på sengen og stirrede op i loftet. Jeg har fået en ny bluse sagde Mia, den vil sikkert også klæde dig Hun fik et eftertænksomt udtryk i ansigtet, altså bare i en anden farve. Måske grøn eller sort ja, sort Engang havde jeg en hund, der hed Strit. Da den var hvalp, rendte den altid i hælene på mig. Den havde de sødeste sorte prikøjne, og når jeg kaldte på den, lagde den hovedet på skrå. Om natten sov den i min seng. Men da den blev større, opdagede jeg, at den logrede for hvem som helst. Jeg prøvede at opdrage den, men det var håbløst. Når mine veninder kom på besøg, opførte den sig fjollet og var ligeglad med mig. Til sidst måtte jeg binde den til et træ i skoven. Der gik en uge, før den blev fundet. Min far sagde, at det sikkert var nogle drenge, der havde gjort det. Jeg græd og var ulykkelig meget længe. Men jeg ville aldrig mere have en hund. Man bliver så ked af det, når man opdager, at man ikke betyder noget. I morgen er jeg alene hjemme Mia vendte tyggegummiet i munden, mine forældre skal til bridge. Hvis du har lyst kan vi være sammen Det kan vi da godt svarede jeg. Vi kunne jo også invitere nogle andre hun fnisede og skævede til et par af drengene, bare ikke dem Nej, smilede jeg, bare ikke dem Altså helt ærligt hun lavede himmelvendte øjne. Må jeg låne din kuglepen? Selvfølgelig Den næste dag fortalte jeg det til Mia. At balletdanseren havde adis. Bagefter følte jeg en dyb sorg. For selv om Mia lovede ikke at fortælle det til andre, vidste jeg, at hun ville gøre det. Sådan var det. Og især med en type som hende. Men det værste var næsten, at det ville gå ud over Tess. Alle var meget skræmte over lige netop den sygdom. Måske fordi de var bange for at blive smittet. Folk er så uvidende og dumme.