Jeg husker tydeligt da jeg stak brevåbneren i ham. Det var en helt normal dag, og folk havde set os gå i byen sammen, som vi plejede om onsdagen, og ingen tænkte nogensinde over, hvorfor jeg havde mærker på armen, eller havde et blåt øje, nej det var bare helt normalt i denne landsby - virkede det som om. Jeg var nok bare faldet eller noget men nej det var jeg ikke!
Jeg var gift med Jens i 15 år - lykkeligt gift indtil for 3 år siden, hvor han begyndt at udvikle sig til en ”dæmon”. Han startede med bare at blive voldsomt hidsig over småting, og til sidst slog han mig dagligt.
Ud af til virkede vi som en kernefamilie. Vi havde 2 voksne børn, som var flyttet hjemmefra, og vi havde et dejligt stort hus, som jeg havde indrettet. Mit yndlingsrum, var det, som vi kaldte pejsestuen. Der stod også det chatol, som jeg havde arvet fra min mormor, hvor jeg gemte servietter og lys i.
Vi holdt tit fester for mange af beboerne i landsbyen. Jens var altid så rar, når der kom andre, og mange kvinder kom hen til mig i løbet af sådan en aften, og spurgte hvad hemmeligheden til sådan et godt ægteskab var. Jeg grinede altid falsk og lod være med at svare. Jeg havde nemlig altid lyst til at fortælle dem, hvad der egentlig skete bag husets fire vægge, men jeg gjorde det ikke, for jeg vidste, at hvis Jens fandt ud af det, så gik det grueligt galt!
Det er gratis at oprette en konto