En fejl. En kæmpe fejl jeg lavede. Havde slet ikke set den komme. Rummet lignede noget, der var ved at falde sammen, og der var et bål, som var ved at gå ud. Heldigvis var chatollet uskadt, men jeg vidste ikke, hvor længe rummet kunne holde.
En kold vinteraften mødte jeg en mand. En mand, der var så charmerende, at jeg rystede i knæerne, når jeg så ham. Vi fik øjenkontakt, og jeg smilte genert over til ham, og heldigvis, smilte han igen. Han gik over mod mig og spurgte mig ’’Hvorfor går du rundt helt alene herude?’’. Jeg trak stille på skuldrene og smilte. ”Jeg var bare ude og gå en tur.” Jeg løftede blikket fra de gamle brosten op til hans ansigt. For første gang så jeg ind i hans bøgetræs brune øjne, der skinnede om kap med stjernerne. ”Bare ude og gå en tur?” han trak let på smilebåndet. De yndigste smilehuller dukkede op. Jeg rødmede. Han vidste, hvorfor jeg var ude og gå. Ved vintertid plejede jeg at gå tur ved den lokale kirkegård. Jeg gik og tænkte på, hvordan der var efter livet. Det fascinerede og skræmte mig på samme tid, at alle de skikkelser der lå under jorden her, vidste svaret.
Det er gratis at oprette en konto