De var lige på trapperne. Jeg sendte min kone og min datter af sted, ud af vores hemmelige flugtvej. Mine sønner og jeg blev tilbage, de skulle ikke have chancen af at tro at vi ville blive bange for dem, eller at vi ikke ville tage kampen op. Ville de have et opgør, ville vi give dem det. Vores verden blev ødelagt og smadret den dag de angreb og besatte vores land og hjem. Det var et helvede. Vi sov ikke om natten, vi kunne ikke gå frit på gaden ligesom vi kunne før, vi kunne ikke sende vores børn i skole af frygt for at de ville blive arresteret, bortført eller skudt. De hærgede alt og alle.
Vi kunne høre deres stemmer, de stod lige foran hoveddøren. Vi havde gjort os klar til kamp. Vi vidste at de var i flertal og at vi måske ikke ville klare det. Men vi var sikre i vores sag. Vi ville kæmpe for vort land og frihed. Vi havde gemt os bag ved skabe, lænestole og sågar et bornholmerur, i nogle sekunder var der total stilhed, lige indtil min søn Andreas sprag frem fra sofaen og angreb dem. De var ca. 7 eller 8 mænd i fuld uniform, bevæbnet til tænderne.
Det er gratis at oprette en konto