Der gik mange år, før jeg stod foran den store jernlåge til det hus, jeg var vokset op i igen. Jeg havde ellers besluttet mig for, at jeg aldrig ville komme tilbage dertil. Men når jeg kiggede igennem de tykke tremmer på den store låge, som min far havde sat op, for at holde de værste hunde og katte ude, kunne jeg næsten se min barndom for mig. Jeg kunne se det gamle gyngestativ, som jeg engang faldt af og brækkede benet på. Jeg kunne se det lille springvand, som jeg elskede at kigge på, når det var sommer, og når solen spejlede sig i det og kastede blændende solstråler tilbage i mine øjne. Og bedst af alt, så kunne jeg se, hvad der var tilbage af det store blomsterbed, der altid var fyldt med farvestrålende tulipaner, som vores gartner havde plantet. Han fortalte mig aldrig hans navn, og han talte med et hollandsk accent, så jeg kaldte ham bare for Den Hollandske Tulipanmand. Som barn havde jeg altid syntes, at han var den klogeste mand på jorden. Det var nok mest fordi, han altid sagde nogle mærkelige ting, som i et barns ører lød utrolig intelligent. Min mor sagde altid, at jeg ikke skulle snakke med ham. Hun sagde, at han var syg. Selvfølgelig lyttede jeg ikke på hende. Ligesom jeg ikke lyttede på hende, da hun fortalte mig, at jeg aldrig skulle komme tilbage til huset igen.
Det er gratis at oprette en konto