*PLING!*Der ligger en sms i mobilen. Jeg ved godt hvad det er. Det har ligget i luften længe. Det lyste ud af hendes øjne, hvis man overhovedet kan kalde det et ”lys”. Det er det blik man aldrig har lyst til at se, men jeg så det, jeg så det i hendes øjne, uden at forstå hvad det betød. Men nu er det gået op for mig. Det er som om at det gik op for mig i samme sekund at mobilen sagde *PLING!*, at det er gået op for mig, hvad det betød. Verden omkring mig går i stå, intet bevæger sig, tankerne er det eneste der får lov til, bevæge sig frit omkring. Jeg ved godt hvad der står i sms’en, men vil jeg gerne vide detaljerne, for det ved jeg at hun har skrevet. Jeg kigger på mobilen. Det lille ikon på den lyse LED skærm viser ”1 ulæst besked. 5 min siden”. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, enten kan jeg læse beskeden og vide det hele og blive endnu mere såret, eller så kunne jeg slette den uden overhovedet, at læse den og spare mig selv den uomgåelige smerte af, at hun ikke længere foretrækker selvskabet sammen med mig frem for sammen med ”ham”. Lige meget hvad jeg gør mister jeg hende til en anden. Men spørgsmålet jeg stiller mig selv er… vil jeg virkelig gerne vide hvem, hvorfor og hvordan, vil det bringe mig mere ro hvis jeg vidste det eller ej? Jeg kan ikke finde rundt i mit ejet hoved. Omkring mig vender verden tilbage til sit gamle jeg. Alt er igen i bevægelse, loftlampen gynger i brisen fra det halvåbne vindue. Det vindue har gået mig på i en længere periode, det kan ikke lukkes ordenligt og hver gang jeg dummer mig, glemmer noget, misforstår noget giver mig et klappende bifald, når jeg endelig regner det ud. Jeg smider mig i sengen, lægger mobilen fra mig igen uden at have læst beskeden og lader bare tankerne ind, selvom det gør ondt. Minder flyver gennem mit hoved. Jeg husker dem alle sammen så forbandet tydeligt. Det var sent. Månen var midt på himlen, fuld, smuk, lysende og udefuld som den er. Luften var kold og fugtig, men ikke på den klamme og ubehagelige måde, men på den friske og rare måde. Vi gik på den smalle hvidstenede sti, som snoede sig rundt gennem hele parken. Jeg havde en plastik pose i hånden, som indeholdte en six-pack grøn Tuborg, et tæppe og en bærbar højtaler. Hvis nogen, nogensinde skulle høre det her minde ville man nok tro, at turen havde været planlagt, men nej, den var fuldstændig spontan. Det er det er gjorde den så speciel. Vi havde lige været inde i byen. Jeg manglede et tæppe til min lejelighed, en højtaler til når jeg var på stranden og headphones bare ikke var nok og øllene var bare så jeg havde lidt til den kommende uge, hvis det skulle byde sig. Men vi gik roligt den velkendte route hjem til min lejelighed. Pludselig kan vi høre noget over vores hoveder, det var lyden af vingebasken, der var noget som fløj over vores hoveder, men det er da for sent for fugle tænkte jeg. Flagermus. Det var flagermus, som fløj over vores hoveder. Man plejer ikke at forbinde flagermus med noget romantisk overhovedet, men det var det virkelig. Omkring 10 meter længere oppe af stigen var der en bænk under et stort flot bøgetræ som vi satte os på og betragtede flagermusende, der var mindst 40 af de små væsner. Det var svært se den flyve rundt for der var bel mørkt, så det eneste tidspunkt man kunne se dem var når de passerede forbi den fulde smukke fulde måne. Vi sad der længe. Vi drak en øl mens vi varmede os under tæppet til stille akustisk musik. Det er det jeg kommer til at savne allermest, de spontane øjeblikke man altid vil kunne huske.Jeg samlede mobilen op, kiggede endnu engang på det lille ikon på skærmen. Det var nu 15 minutter siden at beskeden ankom. Jeg tog mig sammen og gled langsom fingeren over skærmen og beskeden lyser op på skærmen. ”Johan… der er noget jeg bliver nødt til at fortælle dig. Som du måske har glemt, så kan jeg se når du har læst min besked så om du svare på den her besked eller ej, så skriver jeg det som jeg bliver nødt til at fortælle dig, jeg ville bare være sikker på at jeg havde din opmærksomhed først.” Fuck… det havde jeg glemt alt om. Hun kan se når jeg har læst beskeden, så nu kan jeg ikke bare spille uvidende, nu ved hun at jeg ved at hun skriver. Fuck!. Jeg ved, at hun ved, at jeg ikke vil vide detaljer så, hvorfor skulle hun dog gøre det her, hvad har jeg gjort som er så forkert at hun gør det her mod mig? Jeg skynder mig at lukke mobilen igen. Jeg skulle ikke have læst den besked. Nu er mine tanker bare endnu mere ustyrlige end de var før. Jeg rejser mig fra sengen og trasker medtunge skridt hen mod min dør… hvad skal jeg dog gøre, jeg ved ikke… *PLING!* mobilen afbrød mine tanker, jeg vender om og trasker tilbage i sengen. Jeg er på mobilen, ”1 ulæst besked. Ca. 1 min siden” Denne gang er jeg helt sikker på hvad der står i beskeden, jeg ved stadigvæk ikke hvad jeg skal gøre. Det gør ondt i hjertet. Det værste ved det er, at det ikke er en smerte man kan tage og føle på. Det smerten man ikke ser komme før det er for sent at undgå. Lige meget hvor meget man har forberedt sig på den, så kan man ikke lindre den. Den sniger sig som en dolk ind gennem de mikroskopiske huller i den ellers uigennemtrængelige rusting af følelseskoldhed. Jeg kigger igen på mobilen. Der ligger en sms i mobilen. Hvis jeg sletter den ulæst, stod der noget andet i den.
Det er gratis at oprette en konto