Der står jeg helt alene. Helt fredeligt og med lukkede øjne og kigger ud over horisonten. Jeg kan mærke hvordan vandet strejfer mine fødder, hvordan vesterhavsvinden suser i mit hår og krop. Jeg mærker hvordan jeg bliver renset for alt skidt og ondt. Hvordan vinden og vandet på en eller anden måde skiller min krop og sjæl i to. Jeg ved ikke hvor mine tanker og bekymringer ryger hen. Men når vinden søger ind, mellem mine næsebor og let adskilte læber, bliver det trukket ud af mig. Renset, efter hver gang føler jeg mig renere.
Så der står jeg med lukkede øjne, ansigtet udover horisonten og bare mærker hvordan jeg tager imod alle naturens kræfter. Nyder øjeblikket, og lader naturen overtage min krop.
”Jas” kommer Anne råbende og puffer til mig. Jeg åbner øjnene mens jeg klodset dumper et bare skridt ud i vandet. Hvis mine øjne kunne skrige, havde de gjort det. Lyset rammer dem, som en hammer. Jeg mister synet i et øjeblik. Jeg blev forskrækket og bange. ”Hvad er det du står og tænker på?” spørger hun. Jeg når ikke af svare, før hun spørger mig, om jeg skal med hende i vandet.
Min syn vender langsomt tilbage, jeg får øje på Anne, der står drivvåd foran mig. ”Mor siger, at vi godt kan nå under bølgerne en sidste gang” jeg vender mig og kigger på mor, der lidt længere nede af stranden vinker til os. Anne vinker tilbage og spørger igen. ”Vil du med?” Jeg svarer ikke, men hun bliver ved og ved. Hvornår stopper det tænker jeg. Hvornår for jeg et øjeblik til at kunne nyde livet, til at kunne have tid mig, til at kunne føle mig fri? Aldrig. ”NEJ” råber jeg, ind i hendes uskyldige ansigt. Hendes mundviger går fra opadgående til ned, samtidig med hendes krop krymper sammen. Med våde øjne løber hun tilbage til mor. Fortjent tænker jeg. Hun forstyrrede og ødelagde et af mine få frirum, hvor alt var ligegyldigt. Hun kunne jo ikke gør for det. Hun er for lille til at kunne forstå det, hendes liv handler ikke om andet end dukker og at være glad, hvert minut, døgnet rundt. Belastende.
Det er gratis at oprette en konto