Analyse af Naja Marie Aidts 'Hun Græder Ikke'

I novellen ”Hun Græder Ikke” bliver historien fortalt igennem den 3-årige Anikas øjne. Fortælleren er personbundet med indresyn, da novellen bliver fortalt med Anikas indtryk og følelser: Linje 3-8 på side 87: ”… og noget vidunderligt strømmer igennem hende, noget på én gang fløjlsagtigt blødt og mørkt, men alligevel meget stærkt oplyst. Hun: Et menneske. Hun kan næsten ikke stå stille mere, hun vil hoppe op og ned, hun vil løbe helt hen til skraldespanden i den anden ende af perronen… ” Hendes oplevelser bliver synliggjort igennem en tredjepersonsfortæller. Fortælleren synliggør sig ikke, og er derfor implicit. Fortælleren synliggør sig ikke, men binder sig til Anika, og er derfor implicit. Fortællerens synsvinkel er gennem Annika, derfor er beskrivelsen af de andre karakterer i novellen troværdige, da det er Anikas syn på dem er igennem en 3-årigs øjne, der har et meget naivt indtryk på verden.

Kompositionen af novellen er opbygget kronologisk, dog med et par enkelte flashback midt i novellen, hvor Annika fortæller om hende og farens tur hen til perronen. S. 85 linje 12-15: "Er det vores tog?" Han nikker. "Er det?" "Nej..." "Hvorfor læser du avis?" "Mmm..." De tog en taxa til banegården, og Anika sad helt stille og så på chaufførens tykke, grå nakke." Som sagt er novellen kronologisk opbygget, men den lineær fortælling, bliver brudt af et par enkelte flashbaks.