”Hun græder ikke” er en af de 15 noveller fra Naja Marie Aidts prisbelønnet novellesamling Bavian, 2006. Novellen behandler et emne som identitetsdannelse og også et menneskes tilværelse i det moderne samfund. Dette kommer til udtryk igennem den lille pige Anika, der iagttager de forskellige situationer gennem novellen.
Vi følger i novellen den treårig lille pige Anika, der observerer og tolker de forskellige situationer, der udspiller sig gennem historien. Hun er kun tre år, hvilket også kommer til udtryk i det, at hun har en dukke, holder fast i sin fars flannelsbukser og græder flere gange i teksten. Hun er en opmærksom pige og observerer og tolker på næsten alt hvad hun ser. ”De tog en taxa til banegården, og Anika sad helt stille og så på chaufførens tykke, grå nakke. Der lugtede dårligt i bilen.” Her ses det tydeligt hvordan Anika tager alle iagttagelser til sig. Hun bemærker også farens væremåde: ”Hendes far talte anderledes, end han plejede, og lo mærkeligt, når chaufføren sagde noget, der åbenbart var sjovt.” Hun finder farens væremåde bemærkelsesværdigt, og forstår ikke grunden til hans anderledes opførelse. Hendes observationer bliver dog først rigtig spændende, da hende og faren møder en gammel ven af faren. Her nøjes hun ikke bare med at iagttage de to herrer, men også at tage dem til sig og kopiere dem. ”?Tillykke, gamle dreng, hvor det glæder mig! Og mor og barn har det godt?? På dette tidspunkt i samtalen placerer Anika sin dukkelift mellem sine ben og sætter hænderne i siden. Hun står nu præcis som de to mænd.” Som sagt er hun kun tre år og hun er derfor i gang med at udvikle sig både socialt og som et individ. Hun prøver derfor at identificere sig med faren og vennen. Hun har også laget mærke til en anden lille pige, som står med sin mor: ”…og hun ser igen over på pigen, der stadig klæber til sin solbrændte mor. Dumme, lille pige. Anika kan mærke liften mod sine bare ben. Hun laver en stor spytboble, som smatter ud, så hun bliver våd om munden. Hun rækker tunge ad pigen. Hun føler sig høj og bred.” Hun sammenligner sig selv med den anden lille pige, men føler sig overlegen i det, at hun står som faren og vennen og derved fremstår som voksen. ”Hun kan næsten ikke stå stille mere, hun vil hoppe op og ned, hun vil løbe helt hen til skraldespanden i den anden ende af perronen, men da hun skæver til sin far og manden, der siger noget med en dyb, brummende stemme, konstaterer hun, at de begge står fuldstændig roligt…” Hun prøver at finde ud af hvordan man skal opfører sig i et offentligt forum, og generelt det at være voksen. Dette sker også igennem hendes iagttagelser, hvor hun tolker sig frem til konklusioner. ”Anika græder hjerteskærende, mens hun ser på pigen, der i det samme bliver sat ned på perronen af sin mor og straks løber væk og kravler op på en bænk.” Anika bliver opdaget af faren og vennen i at kopiere dem, der fører til, at de giner højlydt og at faren samler hende op. Dette bryder Anikas billede af hende som en voksen, og hun taber nærmest til den anden lille pige, der bliver sluppet fri af moren. ”Hun betragter den lyseblå dukkelift, der står tilbage på perronen. Hun siger ikke et ord.” Hun gennemgår her til sidst en udvikling, da hun lader sin dukke ligge tilbage på perronen, og hun er nu kommet et skridt tættere på det at være voksen.
Det er gratis at oprette en konto