Isolering af DNA fra løgceller

Formålet med dette forsøg var at isolere og iagttage DNA fra løgceller.

Teori:

Figur 1

Cellemembranen er cellens beskytter. Det er dén, som holder omverdenen ude og styrer hvilke stoffer, som kan passere ud og ind ad cellen igennem dens transportproteiner, da cellemembranen kun er semipermeabel, og det er derfor, at kan kun nogle stoffer kan diffundere ud og ind ad cellen. Cellemembranen er derfor meget vigtig for, at cellen kan holde sit indre miljø (cytoplasma, celleorganeller mm.) adskilt fra omgivelserne.Cellemembranen er opbygget af fedtstoffer og protein. Proteinet udgør mellem 20% og 80% af membranen. Cellemembranen er opbygget af en enhedsmembran (se figur 1), dette vil sige, at fedtstofferne ligger i et dobbeltlag af fosforlipider, som har en hydrofil (fosfat)- og en hydrofob (fedstsyrer) del/ende. De hydrofobe ender (”halen på lipiderne”) vender ind mod hinanden i dobbeltlaget, og den ene hydrofildel (”hovedet på lipiderne”) vender indad mod cellens indre og den anden hydrofildel vender udad mod omverdenen. De hydrofile dele består af OH-grupper. OH-grupperne gør fosfaterne polære og har en ulige fordeling af elektroder, hvorimod de hydrofobe er upolære og har en lige fordeling af elektroder.

Figur 2

DNA’et (Deoxyribonukleinsyre) er et kædemolekyle, hvori generne (arvematerialet) sidder. DNA’et ligger i cellens cellekerne (kun i eukaryote celler, da prokaryote celler ikke har nogen cellekerne) og er pakket ind i enzymer og snoet rundt om kromosomerne. Gener er opbygget af DNA og DNA er altid opbygget af tre forskellige stoffer; phosfat, sukker og ét nukleotid. Nukleotider er N-holdige baser. Der er fire forskellige slags baser i et DNA; Adenin (A), thymin (T), cytosin (C) og guanin (G). (Se figur 2) Det er disse fire baser, som koder for de aminosyrer i proteinet, som bestemmer rækkefølgen, som DNA’et koder for. At DNA’et koder for noget, vil sige, at det bestemmer, om personen får mørkt- eller lyst hår, brune- eller blå øjne mv. Baserne sidder fast over for hinanden og dette gør, at DNA’et er dobbeltstrenget. Uanset hvor fra på kroppen man tager et DNA, vil de altid være ens. Selvom man tager et gen fra en storetå, vil et være det samme, som hvis du tog det fra øjet. Grunden til at deres funktion ikke er den samme, er, at det ikke er de samme enzymer, som er aktive i dét bestemte gen. Det er dét, som gør, at vi har forskellige kropsdele og organer.