Solens sidste stråler rammer himlen med et rødgyldent skær og reflekterer lyset ud over det åbne skovareal. Temperaturen falder hurtigt, når solen ikke længere uddeler sine varme stråler med kyshånd. Kulden kommer, som små soldater der lidt efter lidt trænger længere og længere ind i huden og efterlader mig uden varme og liv, men kun en tomhed er tilbage. Huden, som roligt men bestemt trækker sig sammen, indimellem kommer der få krampende rystelser, der giver hele kroppen en følelse af elektrochok. Mine følelsesløse fingerspidser glider med en lethed gennem det halvfugtige lange græs.
Jeg befinder mig på et stort åbent græsareal. I nærheden kan grænsen mellem skoven og græsarealet skimtes. Her i tusmørket virker de store fuldvoksne træer faretruende og fjendtlige. Lyden af træernes grene, som stille og roligt svajer i sommeraftenens rolige brise. Førhen var dette mit tilflugtssted, det gav mig en følelse af tryghed og indre ro, men nu virker det så uvelkomment. Jeg plejede altid at komme her, ligge og kigge op på nattehimlens utallige stjerner. Jeg brugte timevis, endda flere nætter på at studere det store verdensrum fra dette sted. Specielt husker jeg en nat, hvor jeg lå med ryggen i det lange græs og kiggede op på den uendelige nattehimmel.
Det er gratis at oprette en konto