Svedet dryppede langsomt og køligt ned ad panden på mig. Alt var mørkt, jeg kunne ikke se noget bestemt. Jeg sparkede ud i luften, bevægede mig fra side til side. Mit kropstemperatur steg fra minus til plus, men jeg var ikke syg. Det tror jeg ikke.
Jeg løb alt hvad jeg kunne. Prøvede på at finde et skjulested. Bare tanken om en maskerede mand med et kniv, kunne være bag ved mig når som helst. Det uhyggeligt.
Jeg kunne ikke få vejret. Gad vide hvordan maratonløbere kan løbe mere, end et menneske som jeg. Åbenbart er deres lunger trænet til at indeholde mere ilt og spare på dem. Jeg løb videre, turde ikke kigge over skulderen, da jeg frygter for at han er tæt på mig. Hvor er jeg henne? Jeg løb tilfældigt i døren, og landede midt inde i en forladt hestestald. Ingen heste til syne, kun høstakke i hver celle og tomme oliedunke. Alt var pludselig stille. Månens lysskær ramte mig fra staldens vindue på loftet. Jeg kunne høre nogen komme.
Det ville være realistisk, hvis jeg kunne forsvare mig selv, men som alle gyser-filme, så skal der altid være en ”skønne jomfru i nød”… Uheldigvis… Høstakken var en god ide at gemme sig i. Det var også den eneste mulighed. Hvad skulle jeg ellers gøre? Blive slået ihjel, eller håbe på at ikke blive fundet. ”Only god knows”. Mit hjerte bankede konstant. Jeg kunne høre fodtrin. Det kom nærmere, og jo tættere på den kom, jo hurtigere bankede mit hjerte. Jeg prøvede langsomt at ligge stille, mens jeg kunne se fra et lille hul, de sorte støvler som han havde på. Han var på vej til noget, men jeg kunne ikke se. Knirkende lyde kom fra den ene ende af stalden. Hovedindgangen til stalden blev åbnet
Det er gratis at oprette en konto