Jeg løber og løber. Men lige meget hvilken vej jeg løber ender jeg altid det samme sted. Og selv om jeg standser, ser jeg det for mig. Det lille træhus i skoven. Det står der altid. kan mærkes på lang afstand, og inden jeg ved af det så er den lige bag ved mig.
Og den kulde er ikke en almindelig kulde. Det er som om nogen eller noget suser forbi mig. Og Hver nat når klokken slår 12 mærker jeg det. Jeg mærker det der er værre end kulden i nakken. Det er den indre kulde. Som om nogen eller noget svæver direkte i gennem mig. Også er det jeg vågner med et skrig hver nat når klokken slår 12.
Jeg sætter mig op. Jeg er træt, men jeg må ikke sove. For så får jeg drømmen igen. Hver gang jeg er der, altså i skoven har jeg en følelse af at jeg aldrig vil vågne. Jeg skal bare holde mig til klokken er over 12.
Hvor er jeg? Tænker jeg. Jeg spærre øjne op. Og så får jeg den følelse. Den kulde. Og inden jeg når at tænke hvor skræmmende det er. Dukkede et ansigt op helt tæt på. Det stirrede mig ind i øjnene. Jeg kunne ikke se væk. Dets øjne var helt sorte. Den følelse var skrækkelig. Som om den sugede mig ind i et sort hul.
Det er gratis at oprette en konto