Forsvundet

Min storesøster og jeg var altid ovre hos vores bedsteforældre i ferier. Vi cyklede stort set hver dag frem og tilbage mellem Snekkersten og Espergærde. Vi stod op, spiste morgenmad, børstede tænder, og så var vi af sted. Vi kom altid hjem sen eftermiddag før aftensmad og før det blev mørkt. Da vi altid fik smidt kager og saftevand i læssevis i munden, var der aldrig rigtig plads til aftensmad. Det blev min mor irriteret over, og sagde ”hvis i ikke har tænkt jer at spise, kan i lige så godt gå i seng”, og det var der ikke nogen der havde lyst til. Så vi plejede at sidde og nippe lidt til maden spise det vi synes der nu var plads til og så gå op til fjernsynet og spille PlayStation eller se fjernsyn. Én dag med solskin og masser af varme tog vi af sted i godt humør. Vores lillesøster var hjemme og lidt vrissen over at hun aldrig måtte komme med. Når hun spurgte hvorfor svarede vi flabet ”du er ikke gammel nok”. Men vi tog cykelhjelmen på og drog af sted. Vores bedsteforældre boede i nogle gamle rækkehuse ude i Snekkersten med antikke møbler og ure. Vi var dog altid udenfor da de var bange for at vi skulle ødelægge noget indenfor. Vi stod som regel og spillede fodbold ude i haven. Mens vores bedsteforældre sad og drak kaffe og snakkede med deres naboer, som også var rigtig gamle. Klokken blev 15:30 og solen forsvandt. Vi kiggede op og så nogle mørke skyer på vej. Vi gik alle indenfor inden vi blev helt våde af regnen, og spiste nogle småkager og drak saftevand. Telefonen ringede, og farfar løb over for at tage den. De snakkede i 2 minutter hvorefter der blev sagt farvel og farfar vendte sig om mod mig og min søster. Han sagde ”det var jeres kære far, han vil have i tager hjemad inden regnen bliver værre”, vi svarede trist ”eejj, det var lige så hyggeligt, men okay vi går”. Farfar gav os nogle gamle regnjakker på og sendte os af sted på vores cykler. Det regnede ikke kun, det blæste også så træerne bøjede. Vi cyklede i modvind og kom næsten ikke fremad. Vi skulle op ad den stejleste bakke i hele Snekkersten, og kom halvvejs da vi ikke kunne komme opad længere. Vi cyklede ned igen og måtte skyde genvej gennem skoven. Vores hus lå med skoven som baghave så vi kendte den stort set ind og ud. Men helt ovre i Snekkersten måtte vi ikke. Vi måtte nemlig ikke gå forbi engen. Så vi kom ind i skoven og cyklede bare fremad, jeg kunne ikke genkende stederne, men min søster sagde hun havde styr på det. Da vi havde cyklet i et par minutter blev det tåget, og samtidig med regn i fjæset kunne det ikke blive værre. Min søster kom længere og længere væk fra mig, uden at vide jeg ikke kunne følge med. Til sidst kunne jeg ikke se hende, og kom til et sted hvor man skulle til venstre eller højre, jeg havde ingen anelse om hvor hun var. Jeg var foret vild. Men satte mig op på cyklen og drejede til venstre ned mod vandet. Det begyndte at klare op, og straks kunne jeg genkende skoven igen. Jeg cyklede hjem og troede mine forældre ville blive sure fordi jeg ikke var sammen med min søster. Men da jeg kom hjem, var hun der heller ikke. Mine forældre krammede mig hårdt da jeg kom ind og spurgte til hvor vi havde været. Jeg fortalte det hele. Og vi tog alle ud i skoven og ledte efter hende. Vi ledte i flere timer og det var ved at blive sent. Jeg gav al skylden til mig selv, og var så ked af det. Hvor var hun henne? Det blev mørkt og vi tog hjem i håb om hun havde fundet vej. Men hun var ikke hjemme. Den aften ringede mine forældre til politiet og sagde hun var forsvundet. Jeg græd og var bekymret for hende. Kunne hun klare sig? Eller var hun ved at dø af sult? Jeg var dødbekymret og kunne næsten ikke falde i søvn den aften, lå kun og tænkte på hvor hun dog var. Et par timer senere vækkede mine forældre mig og sagde at politiet havde fundet hende på Snekkersten station. Hun havde ikke kunne finde nogle mennesker og havde lagt sig til at sove på en bænk, hvorefter politiet kom og fandt hende. Hun blev kørt til politistationen hvor vi mødte hende, og da jeg så hende løb jeg hen og gav hende det største kram. Aldrig havde jeg troet jeg ville blive så bekymret for en person, og da gik det op for mig hvor meget jeg elskede hende. Resten af den sommer tog vi ikke op og besøgte vores bedsteforældre. Vi blev hjemme og legede der, hvor vi kendte alt og ikke kunne fare vild. Sammen med vores lillesøster og resten af familien, men vores bedsteforældre tog over til os hver dag indtil det blev tid til aftensmad, og tog derefter hjem. Alle var glade og nød solens stråler, vi børn med saftevand og vores forældre og bedsteforældre med en kaffekop i hånden hvor der stod ”Verdens bedste farfar” og ”Verdens bedste farmor”.