Først kom gråden. Den var der længe. Derefter kom frygten. Frygten for at min mor og far ville smide mig ud af huset. Frygten for at de ikke længere ville kendes ved mig efter at jeg har mistet min lillesøster. Jeg havde ingen ide om hvor hun kunne være henne. Det var en fejl, og en meget stor en af slagsen. Dem har jeg lavet en del af før, men det her, det kommer mine forældre aldrig nogensinde til at tilgive, og det er helt sikkert.
Det hele startede en fredag eftermiddag. Begge mine forældre skulle på en weekendtur til Berlin med deres arbejde. Jeg vidste egentlig ikke hvad de skulle lave, udover at de havde fortalt at de skulle bo på et kæmpe hotel med 29 etager, og at de skulle ud og spise lækker mad.
Min lillesøster Carla og jeg skulle være alene hjemme. Vores mormor og morfar var på ferie og farfar havde andre planer, så det var mig der skulle stå for pasningen af Carla.
1 time inden de tog afsted, skulle mor og jeg selvfølgelig lige have en snak om ansvar og om alt det pjat en mor jo skal sige. Og så skal hun jo også lige nævne alle reglerne og vores huspligter. ”Opvaskemaskinen skal tømmes og fyldes”. Vasketøjet skal pakkes sammen”. ”Miss Knurhår skal fodres”. Miss Knurhår er vores kat. Hende har vi altid haft. Jeg hader den kat! På min otteårs fødselsdag fik jeg en guldfisk af min mormor og morfar. Jeg kaldte den for Robert. Jeg nåede dog kun at have ham i 3 dage, fordi vores dumme kat tilsyneladende ikke kunne modstå et lille stykke sushi. HAPS sagde det, og så var den fisk væk.
Det er gratis at oprette en konto