Forladt

Bølgerne skyllede ind over den grå sandstrand. Varmen havde så småt forladt stranden, og den eneste måde man nu kunne nyde synet af stranden på var bag et vindue. Der var ingen at se på stranden. Ingen var ude og gå med sin hund, ingen børn byggede sandslotte, som de havde gjort for et par timer siden. Det eneste der var at se var bølgerne, der skyllede ind på stranden også ud igen. Engang i mellem kunne man høre en måge et sted. Ellers var der stille. Stranden var tom. Næsten i hvert fald. Helt henne ved vandkanten var der en sten. Folk der boede i husene ned til stranden, havde en tradition for at mødes ved denne sten om sommeren et par gange om ugen, for at grille og hygge sig sammen. Der blev spist, grinet, snakket og tændt bål, indtil solen gik ned og alle gik ind. Men hvorfor var denne sensommeraften så anderledes? Hvorfor var der ingen mennesker at se nu? Det eneste der var at se ved stenen var en dukke, lagt forsigtigt på et blåt håndklæde. Dukken havde ikke andet tøj, end det almindelige undertøj. Nogen kunne måske tro at den var blevet lagt der. Men hvor var personen, den lille pige som havde lagt den der? Hun havde været der. Det var sikkert. Men hvad der var sket med hende, det havde ingen set. Pigen var gået ned til stranden den aften, som hun havde gjort så mange gange før. Hun havde sagt til sin mor, at hun ville gå derned og moren havde som altid svaret, at hun skulle komme tilbage når der blev kaldt på hende og at hun ikke måtte gå i vandet. Moren havde stået i køkkenet og ryddet op efter aftensmaden, mens faren havde siddet i stuen. Han arbejdede koncentreret. De var kun tre i familien, som var kendt af naboen som "den perfekte lille familie". Faren var en stor forretningshandler, og moren var et venlige person, som alle kunne snakke med. Og den lille pige var det kønneste barn i hele verden også var hun godt opdraget. Pigen var løbet ud med sin dukke i hånden. Hun havde taget sine fine, lyse sandaler af, taget et blåt håndklæde fra skabet og var løbet ned til vandkanten. Vandet der skyllede op omkring pigens fødder var stadig varmt, da klokken kun var halv 7 om aftenen. Faren havde forladt kontoret tidligt den aften. Han plejede ellers altid at have overarbejde, som han forklarede sin kone næsten hver aften. Pigen besluttede sig for, at det nok var på tide at dukken fik lidt af solens varme, inden den gik ned. Hun løb derfor hen til stenen hvor hun havde lagt håndklædet, og lagde forsigtigt dukken på det. Der lå dukken også et par timer efter. Folk havde gået forbi den. Nogen havde set den, nogen havde ikke. Dem der havde set den havde tænkt, at dens ejer nok ikke kunne være langt væk. Men det var hun. Og selvom hun ikke var særlig gammel, så vidste hun at hun måske aldrig kom tilbage. Og den eneste der havde set hvad der var sket, det var dukken og ham. Pigen var gået ned til vandkanten igen. Hun løb lidt frem og tilbage. Hun måtte ikke gå længere væk, det sagde hendes mor altid. Tænk hvis hun farede vild og ikke kunne finde hjem igen. Pigen havde altid gjort som hendes mor sagde, selvom hun ikke selv troede på, at hun ville blive væk. Hun var vokset op ved denne strand, hun havde gået her tusind gange. Hvad kunne der ske? Pigen fik øje på noget i vandkanten. Hun tog en pind, og prikkede lidt til det. Det var en død and. En gang i mellem skubbede en bølge lidt til den, men ellers lå den helt stille. Pigen rynkede på sin fregnede næse, men var alligevel meget nysgerrig. Sådan en var der aldrig på stranden før. Hun kiggede op mod huset og råbte på sin far. Han sad og snakkede i telefon, med en cigaret i munden, med siden til hende. Sådan var det hver aften. Første gang reagerede han ikke da hun kaldte, og da hun kaldte anden gang, løftede han bare hånden, for at vise at han var optaget. Han så hende ikke. Men det gjorde en anden. I buskene ved siden af deres dyre villa, stod en mand. Det var ikke første gang han stod der. Han havde set på pigen hver aften de sidste to måneder af sommeren, hvor hun havde været ude på stranden. Når hun ikke havde været der, var han blevet vred. Han begyndte at kaste med sten efter ænderne i vandet. Nogen gange ramte han. Den mand ville sætte sig ned på stranden og græde i flere timer ad gangen. Enhver som havde mødt ham, set ham i øjnene eller snakket med ham ville vide, at han ikke var normal. Og nu stod han her igen og kiggede på den eneste ting i hele verden der gjorde ham glad. Den lille pige, som han ikke engang vidste hvad hed. Hans kærlighed til hende havde vokset sig større og større, i de to måneder han havde "kendt" hende. Hun var ligesom den barndomsveninde han engang havde haft. Lille og brunhåret, nysgerrig og omsorgsfuld. Hun havde altid lyse sommerkjoler på og det lange brune hår hang altid løst. Det flagrede i vinden når det blæste. Han forestillede sig, at hendes øjne var grønne. Han kaldte hende Mira. Og i dag var Mira tilbage på stranden. Dukken ligger nu alene tilbage på stranden. Den er forladt. For et par timer siden havde den en ejer, en der tog sig godt af den. Men nu er hun væk. Pigen som han kaldte Mira, havde stået og kigget på den døde and længe. Hun havde ikke vidst hvilken fare der kiggede bag hendes ryg. Men den kiggede sig nærmere og nærmere. Og pigen havde først opdaget ham alt for sent. Han havde fået fat på hendes mave og holdt hende for munden, så ingen kunne høre hende skrige. Hendes perlearmbånd hun altid gik med faldt af hendes arm. Hun havde drejet sig for at komme fri, men hans hold var stærkt og han var besluttet på at det skulle lykkedes for ham. Nu var hun hans. Pigen havde skreget efter hjælp, men ingen havde hørt hende, heller ikke faren, som let kunne have lagt mærke til det hele, hvis han ikke var så optaget af sit arbejde. Manden havde holdt hende med sig væk fra stranden, og ind i den lille skov der lå ved siden af. Her holdt han bil. Pigen skreg og græd da han smed hende ind i bagagerummet. Hun kiggede på ham med tåre og angstfylde øjne. Han kiggede ned på hende. Hendes øjne var brune. Han smækkede døren i, låste den og kørte hurtigt væk. Nu kalder pigens mor. Men pigen er her ikke. Den eneste der er tilbage er dukken. Pigens mor går ud på stranden og kalder efter hende. Nu ser hun dukken. Hun løber hen til den og går panik. Pigen er væk. Moren kigger ud over vandet med bankende hjerte. Hun ser noget i vandkanten, og samler det op. Hendes eneste datters armbånd. Nu falder hun på knæ og skriger. Faren kommer løbende ud. Havde "den lille perfekte familie" dog bare været opmærksom.