Efterårsaften

EfterårsaftenMen ude over sletten, stod kvinden alene, hun stirrede op på den overskyet himmel. Det var en mørk og stille aften, solen var allerede gået ned. De rødorange visne blade hvirvlede rundt nede ved skovkanten, og de mørkegrønne grene lå rundt omkring over hele sletten, efter en vild storm. Hendes hår flagrede i samme retning med vinden blæste. Det var efterår, hun kunne mærke på vejret at den lange, kolde vinter snart ville komme. Hun var bange. Hendes mand var forsvundet, og hun stod alene tilbage med sine to børn. Hun vidste ikke hvordan hun skulle forsørge hendes familie. Hun kiggede hen mod tårnet med hendes små sorte øjne. Hun blev ved med at stirre hen mod det lille rammede vindue. Hendes børn sad inde bag vinduet. Hendes børn var endnu ikke ‘unge’, de var stadig helt små børn. Hendes søn på 7 år og hendes datter på 5 år. Datteren var hun gravid med, et stykke tid inden hendes mand skulle i krig. Det var en pligt for alle mænd i byen (og omegn), at de skulle stille op i hæren. Der var kun nogle få der var ‘fritaget’, enten pga. Sygdom, eller lignende. Det var meningen, at han skulle være tilbage efter et års tid. Da krigen var slut, og hæren var vendt tilbage, skulle der være en liste og de mænd som gik bort og resten ville bare vende hjem til deres egen bolig. Hendes mand kom hverken hjem eller på listen, det var dog også sket ved nogle få andre familier. Hun kan ikke klare tanken, om at hendes børn vokser op på denne her måde. Ingen far, penge, eller mad. Hun havde tidligere tigget efter penge på gaden og i byen, eller i nogle tilfælde havde hun banket rundt på dørene, hos hendes tidligere ‘venner’. Det var ikke tit hun havde fået noget, men engang imellem, ihvertfald nok, til hendes børn. Det var ikke altid hun selv spiste noget, men hun kunne holde ud, det kunne hendes børn ikke. De var jot rods alt kun børn.Hun havde svært ved at kigge hendes børn i øjnene. Tanken om, at de kunne dø af sult, eller måske af sygdom, kunne hun ikke holde ud. Det var bare et spørgsmål om tid. Vinden blæste stærkt i retning mod vandet, hun kiggede derned, det mindede hende om ham. Det mindes om de bedste stunder. ‘Dengang han tog mig ud at sejle for første gang, eller den anden gang da han insisterede på at tage mig med ned i vandet’, hvisker hun til sig selv. Hendes tårer falder langsomt ned mod hendes bløde kind. ‘Hvis bare han ikke var taget i krigen for at kæmpe, så ville intet være på denne her made. Vi, familien, ville stadig bo i huset, med den store gule mark og alle dyrene. Vi havde det altid sjovt, godt, alt var perfekt dengang’. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op uden sin mand. Det var ham der forsørgede familien, vi har intet nu. Hun kigger stadig ned mod vandet. Det mindes deres bedste stunder. ‘Hvorfor kom han aldrig tilbage? Han lovede det. Han lovede, at han ville komme tilbage. Han kom aldrig. Han kommer aldrig. Han er væk. For altid. Der er allerede fem år siden. Han er stadig ikke kommet. Han gik bort i krigen ’ Siger hun, og flere tåre triller ned af hendes kind. Hun tænkte flere gange på, at få sig en anden mand. Der var så mange derude, men hun kunne ikke. Hun kunnne simpelthen ikke. Ikke fordi hun ikke kunne elske en anden mand, men fordi hun stadig havde håb om, at hendes mand ville komme tilbage, men fordi, at han lovede det.