Analyse af Benny Andersens digt 'I baren'

I årene efter 2. Verdenskrig oplever danskerne et boom i velfærden, der kulminerer i 60’erne. Folk får flere penge mellem hænderne og starter en materiel jagt i form af biler, fjernsyn, sommerhuse, rejser (Grisefester til Mallorca) etc. Disse statussymboler medfører et øget fokus på ydre værdier og de indre værdier lægges på hylden og fortrænges. I mekkaet af en stigende velfærd i det danske samfund, forholder en stigende grad af spirende forfattere sig kritisk til dette forbrugersamfund. Den dominerende litterære periode i denne tid bliver derfor modernismen og heraf opstår konfrontationsmodernismen. En litterær strømning navngivet efter Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960. Der bliver eksperimenteret med digt-former og der fokuseres i høj grad på fremmedgørelsen og splittelsen; ikke kun i kontekst af det enkelte menneske, men ligeledes af verden. En verden uden sammenhæng. Det sproglige billede inspireres af denne splittelse, og har en provokerende og dynamisk holdning, hvis målsætning er, i modsætning af tidligere former af den litterære modernisme, at kritisere samfundets nyopståede materialisme, overfladiskhed og stigende forurening af miljøet. Sproget tager en ny drejning, og der gøres brug af metaforer, opløste sætningsopbygninger og uforudsete ordvalg. Det ændres i sådan en grad, at det nærmer sig det uforståelige. Derudover skildrer konfrontationsmodernismen også sammenstødet mellem drifter og normer, hvor centrummet af dette, er den fortrængte seksualitet. Blandt konfrontationsmodernistiske forfattere er Villy Sørensen, Leif Panduro, Peter Seeberg, Cecil Bødker, Benny Andersen og Klaus Rifbjerg.