Jeg sidder her ved middags bordet med hele familien samlet. Det er tre år siden i dag, jeg vendte hjem fra Afghanistan. Jeg føler mig svækket. Jeg er nervøs, jeg ryster og er bange. Det er ikke normalt, jeg elsker og holder utroligt meget af min familie, men alligevel ser jeg dem som en flok forbrydere. Hvad har de gjort mig? Ingen ting. Jeg tænker tilbage på den gang for tre år siden hvor Kasper, Henrik og jeg vandrede gennem landsbyer med 30 kilo på ryggen, og kunne se børn, kvinder og mænd bløde ud af deres hoveder. Jeg husker, at mine tanker fløj rundt i hovedet på mig ”hvorfor må vi ikke bare gå til angreb, i stedet for at skal skabe fred”, de tanker kører stadig rundt i mit hoved, når jeg sidder her med min familie, med en rød bøf of en kold øl. Mit hoved er ved at springe. Kuglerne flyver om ørene på mig og mine kammerater råber ”ned”, det er det eneste jeg kan tænke på. Jeg kigger på min blødende bøf, og tænker på de knuste hoveder og ødelagte lemmer. Det er forfærdeligt. Det er ikke det samme som før. Jeg er ikke den samme som før.
Det er gratis at oprette en konto