At gå fra stadiet fra barn til voksen, er noget vi alle oplever i vores liv. Der er bare forskellig mening om, hvornår det egentligt er vi gør det. Nogle mener det er når vi bliver konfirmeret, andre mener, at det er når vi bliver 18 år og er myndige, og de helt tredje mener når vi flyver fra reden og skal være selvstændige. Pia Juul har skrevet novellen ”Alle kan ro”. Den gengiver en fornemmelse af, hvordan det er, at flytte hjemmefra og hvilke tanker der kører gennem ens hoved, når det er ved at være tid. At flytte fra trygheden vil altid være en smule skræmmende, men på samme tid spændende. I novellen hører vi om en 19 år pige, der er på vej ind i sit livs eventyr.
Vi befinder os i middelklassen. Det kan man se på, at jegfortælleren og moren bor i et hus der er flereplans. ”Jeg stod på mit værelse ovenpå og så ned i haven” (side 2, linje 160) De har både hus og have, og råd til, at pigen flytter på kollegieværelse for sig selv i Århus.
Sproget er meget moderne og dagligdagssprog, da der indgår dialogier i novellen. ”Jeg overlader gerne årerne til jer, hvis det er det, det kommer an på, sagde Onkel Knik” (side 1, linje 12) Sproget er meget detaljeret, da hun forklare os om hendes følelser, og beskriver situationerne som hun oplever dem. Udover det, er der meget almindeligt talesprog i teksten, som forekommer naturligt da det er pigen der fortæller.
Det er gratis at oprette en konto