Mordet i Finderup Lade

Det var en stille forårsnat. Jeg var ude på min sædvanlige gåtur efter aftensmaden. Det er ikke ment som om, at jeg gik ud på tur bagefter aftensmaden. Jeg gik faktisk ud for at spørge, om der var nogle, der havde en lille smule mad tilbage. Jeg kunne faktisk godt lide den aftentur, og der var altid et par stykker, der havde en lille rest brød eller lignende liggende, så jeg dag efter dag kunne slippe for at gå sulten i seng. Jeg havde ellers altid hørt, at der var mange danskere, der måtte sulte, og derfor følte jeg mig bare så utroligt heldig og priviligeret. Det var ved at blive efterår, og det begyndte jeg så småt at kunne mærke på mine tæer. Sålerne på mine støvler var faldet af, og jeg kunne så forfærdeligt godt tænke mig at få sålerne syet på igen. Jeg vidste bare, at der nok ville gå et stykke tid, før jeg havde pengene til at gå til en skomager med dem. Den snor, jeg havde bundet rundt om, sørgede dog midlertidigt for, at jeg ikke skulle gå rundt barfodet. Jeg plejede at tage stien på vej hjem. Det var også meget hurtigere, men når det blev vinter, plejede jeg altid at gå samme vej tilbage, som jeg kom fra. Jeg havde det bare lidt svært med stien, når det var mørkt. Der var næsten helt øde på stien, nu hvor bladene begyndte at falde af træerne. Det eneste man kunne se i miles omkreds var Finderup Lade. Jeg havde det også lidt svært med Finderup Lade. Jeg synes ikke selv, at jeg var særligt overtroisk, men jeg var næsten helt sikker på, at der var hjemsøgt i laden. Der var bare et eller andet ved den lade, som jeg ikke brød mig særlig meget om. Jeg kunne høre heste, der satte i galop. Kort tid efter kunne jeg få øje på 5 heste med en mand på hver af dem. Mændene sad med hætter, der dækkede for deres ansigter, så jeg ikke kunne se dem. Jeg blev så forskrækket da de kom tættere på, at jeg skyndte mig at hoppe ud bag en lille forhøjning. Endnu mere forskrækket blev jeg, da de stoppede op lige foran den forhøjning, jeg sad bag, men dog overvandt min nysgerrighed igen, så jeg kiggede lige efter, hvad der skete. Jeg kunne konkludere, at det aldeles ikke var nogen, der kom fra området. Jeg havde aldrig nogensinde set en hvid hest her i Viborg i de snart 30 år, jeg havde boet her. Men ikke nok med det, så havde alle hestene guldfarvet seletøj på, og det koster jo en formue! Jeg gad godt vide, hvad fem så fornemme mænd skulle her på denne sti. De 3 af dem tog pludselig hætterne af, og nu kunne jeg se deres ansigter. Der sad en mand med langt lyst hår på den helt hvide hest. Han så sig lettere skræmt omkring, inden han udbrød: “Der er fri bane, Stig!” “Så lad os hellere få benene på nakken,” sagde den forreste mand og grinede skummelt: “Lad os gøre det af med Klipping, før nogle andre gør det!” Han var den eneste af dem, der havde skæg, og det virkede lige umiddelbart til, at det var ham, der satte dagsordenen. Jeg forstod, det var ham, de kaldte Stig. Den sidste uden hætte sad med rød vest på, og det var ham, der virkede mest skræmmende. De to, der havde beholdt hætterne på virkede lidt som nogle medløbere, der bare lyttede til, hvad Stig sagde. I al min nysgerrighed valgte jeg at følge efter dem op til laden. Det var måske en smule dumt, men jeg var sikker på, jeg ville fortryde bagefter, hvis jeg ikke gjorde noget. Jeg oplevede heller aldrig noget særligt, og det var nok det, der i sidste ende ?k mig til at gå derop. Derudover fristede det mig også med navnet Klipping. Klipping var egentlig et meget almindeligt efternavn, så det var ikke så meget det, der interesserede mig, men kongefamilien hed også Klipping. Så måske kunne det være, at kongen sad inde i laden. Så ville det i hvert fald give bedre mening med hestene med guldtøjet. Da mændene ankom til laden, stillede de hestene ude foran. Så snart de var ude af syne, skyndte jeg mig om til vinduet på venstre side.