Jeg sidder nu og kigger ud over det veldannede landskab, som for bare 20 år siden var ruineret og iskoldt.Jeg er en af de mænd der dræbte Erik Klipping, men som ikke blev landsforvist.Her sidder jeg, en 57 år mand, som aldrig er blevet opdaget for mordet.Det hele startede en iskold efterårs morgen, hvor tågen stadig lå lavt. D. 22 november 1286, skete det hele, det forfærdelige. Død med 56 dolkestik.Det hele var koldt og forladt. Vi havde overnattet på en hede, som var ved at dø lidt ud, nu når vinteren nærmede sig.Jeg var nervøs, men det tror jeg vi alle var. Der var dog én, som hurtigt tog førerrollen, hvor vi andre bare fulgte trofast med. Han var fra morgenstunden fast besluttet på at det her blev kong Erik Klippings sidste morgen.Jeg var i tvivl, og ville gerne have fortrudt, men så var endnu en, bare blevet dræbt samme dag.Vi havde en lang dag foran os, så vi stod tidligt op, sadlede hestene, sleb vores spyd og sværd.Vi pakkede vores ting, og diskuterede de sidste ting om, hvordan der hele skulle forløbe.Det var ikke en vild planlægning, det hele var faktisk lidt spontant, det var kun de grundlæggende ting såsom hvor det skulle foregå, hvordan vi skulle omringe ham, og hvordan mordet skulle ske.Det var svært at snakke om, mine tanker lå et helt andet sted, og min opmærksomhed var et helt andet sted. De sad og snakkede om et mord! En grænseoverskridende og langt ude idé, og så var det på kongen?Jeg kunne slet ikke forholde mig til det, lige indtil en af de andre 7 mænd kom med det forslag at vi alle skulle dolke ham 7 gange, så det ikke var én der stod tilbage med ansvaret for et mord.Jeg havde ikke noget valg, sådan gik min tankegang. Men man har jo altid et valg, et valg som kun en selv kan tage stilling til.Mødet var færdigt, og vi var nu klar til at ride af sted. Netop som vi alle satte os på hestene, fløj en stor flok krager over os, som højlydte skreg. Det lød næsten som små skrig, de skrig hænger stadig den dag i dag fast i min hukommelse, den del af min hukommelse der kun tilhører d. 22 november.Vi red i nogle lange timer. Men så ankom vi til Herrens Mark. Vi vidste nu at vi var meget tæt på Finderup Lade, og dermed meget tæt på mordet af en konge!Vi kom tættere på laden, og kunne så småt begynde at skimte den i horisonten.Nu fik jeg for alvor kolde føder, og kunne nu for alvor forstå hvad vi skulle til at begå – Et mord!Jeg stoppede et par minutter, mens de andre red videre. Jeg kiggede ud over horisonten, og det knap så smukke landskab, som sikkert havde blomstret så smukt i foråret. Skulle jeg vende om? Den tanke blev ved med at vende i mit hoved. Nu, nu havde jeg chancen, jeg kunne vende om uden at blive dræbt, og uden at være med til mordet på kong Erik Klipping.Bedre sagt end gjort, jeg kunne heller ikke få mig selv til at vende om?Hvad skete der, hvorfor kunne jeg ikke fortryde mordet, jeg tror jeg var bange for, at de skulle opsøge mig, som vi har gjort ved Kongen, og dræbe mig lige så vel.Jeg kunne ikke vende om.Jeg satte hesten i fuld galop, og kom op til de andre som stille diskuterede det hele igennem endnu en gang.Situationen var lidt presset.Vi nåede laden, en tidlig eftermiddag.Vi bandt vores heste til den nærmeste pæl og gav dem lidt vand.Vi tog vores rustning på, snørede vores sko, greb vores sværd og var nu klar.Vi gik med lange tunge skridt hen mod døren, man kunne svagt høre vores rustninger knirke, og den blide vind suse omkring os.Jeg var noget mit højdepunkt, vi skulle til at sparke porten til laden op.”På tre” var der en der sagde, og de andre startede så småt nedtællingen. Det er de længste tre sekunder i hele mit liv, det føltes som en evighed, alt gik så langsomt.”Tre” og vi sparkede døren ind, løb til hver vores side, da jeg straks får øje på ham, Kongen, Erik Klipping.Han stod med en blik der ikke andet end angst viste, han var rædselslagende, det kunne med se!Kongen havde jo hele dagen ventet på vi kom, han vidste han skulle dø, han ventede på at nogen ville komme og slå ham ihjel!En af vores mænd løb hen imod ham, da kongen skreg.Kongen lagde sig på knæ, og begyndte at tilbede ham, bad sin sidste bøn.Vi var klædt i sort eller meget mørkt tøj, og jeg ville have været meget bange hvis det var mig der sad i kongens situation. Jeg ville have følt mig truet, i høj grad!Nu skete det en af vore man stak det første knivstik, og kongen skreg. Jeg kunne snart ikke klare de skrig mere.Blodet begyndte at løbe ud, dryppede ned fra spyddet, og faldt ned på det eller så bløde halm.Han stak ham flere gange, 7 gange i alt, og derefter skulle en anden mand til. Da alle havde været igennem og det blev min tur, følte jeg, at jeg skulle besvime, jeg var ved at dø af skræk, af dårlig samvittighed og mest af alt tanken om vi var på vej til at trodse vores land. Vores ellers elskede land Danmark.Jeg gik langsomt derhen mine knæ rystede og jeg kunne dårligt nok stå på mine egne ben.Jeg hev mit spyd frem, og stak ham hurtig, men dybt i maven. Han var død. Men alle skulle igennem, det var vores aftale, ingen skulle kunne stå og påstå at de var uskyldige, uden at trodse Gud.Jeg manglede de sidste stik, og de gik hurtigt.De andre stod med et stort smil på læben, da jeg var færdig og var godt tilfredse med det vi havde udført og opnået.Jeg var stadig helt væk og helt skræmt.Jeg havde dræbt Kong Erik Klipping?Den største fejltagelse i mit liv, men også en ting der har haft stor betydning, for hvordan min levetid og stiftelse af familie har været.Alt om alt jeg er nu en lykkelig mand med to børn og en hustru.
Det er gratis at oprette en konto