Inden en beslutning om at intervenere et andet land bliver taget, er der mange ting, som påvirker beslutningen. Oftest er det en opfordring fra en international organisation, fx FN eller Nato, som bevirker, at man i Danmark skal beslutte, om vi vil deltage eller ej. Dernæst er det den sidende siddende regerings udenrigspolitiske målsætninger og handlemuligheder, som kommer i spil. Hvis regeringen mener, at de bør følge en sådan opfordring, så skal der naturligvis være et flertal i Folketinget for, at Danmark bør deltage. Mediernes dækning og fremstilling af problemet har oftest indvirkning på alle disse ting, måske allerede på, hvorvidt fx FN mener, at det internationale samfund bør gribe ind. Men specielt har de i denne model indflydelse på, hvordan de forskellige politiske partiers holdninger er. Fx er det sandsynligvis mediernes synsvinkel på krigen i Libyen, som i dette tilfælde medførte, at det var en enigt folketing, som bakkede op om beslutningen om at sende kampfly til Libyen.
Mål og midler i dansk udenrigspolitik
Sammenlign de opfattelser af mål og midler i dansk udenrigspolitik, der kommer til
udtryk i bilag B1, B2 og B3.
I bilag B3, som er skrevet ca. en uge efter det første danske angreb mod Libyen, problematiseres danskernes store opbakning til den danske deltagelse i krigen. Han indleder med at slå fast, at Danmark ingen økonomiske interesser har i Libyen, og må på trods af dette konstatere, at Danmark er det af de 22 lande i koalitionen, hvor befolkningsopbakningen er størst. Poul Villaume mener, at det først og fremmest skyldes mediernes meget ensidige dækning af situationen i Libyen, som er baggrunden for, at danskerne generelt ser angrebet som en nødvendighed for at stoppe en diktator, hvilket har medført at ingen eller næsten ingen har opponeret mod dansk deltagelse.
Det er gratis at oprette en konto