Vi er alle femogtyve mand nået til 2. camp. vi kæmper alle om at holde varmen her oppe i 5000 meters højde. Alle kroppens celler mangler ilt og hjerne cellerne lammes, det bliver også sværere at tage logiske beslutninger og jo længere tid vi befinder os højt oppe desto mere nedbrydes kroppen. Det er skræmmende at tænke på at vi kun har så lidt tid til at nå der op, en ud af fire dør, og man skulle tro at det er sværere at komme op, men det er turen ned der er sværest for hvis du glider er det forbi og der er intet håb om overlevelse.
16 April tidlig morgen
vi har ikke meget tid at spilde. vi har siddet i denne camp i fire dage, udmattede, kolde, sultne og kan ikke komme videre på grund af en kæmpe snestorm. Mange har overvejet at tage tilbage og de fleste har opgivet håbet om at nå toppen. Ingen ved hvor længe denne snestorm kan vare. Jeg og to mænd var ude i forgårs for at se om vi kunne komme op til næste camp. Vi havde et reb der bandt os sammen. Jeg gik forest, Edward lige bag mig og Lars bagerst. Da vi havde gået cirka en ottende del op til næste camp blev stormen endnu kraftigere. Jeg troede ikke at jeg skulle overleve da stormen blev stærkere og stærkere, hvis vi ikke havde hinanden var der ingen af os der ville overlevede. vi besluttede os at gå ned. Vores liv blev nu for alvor sat på spil. vi løsnede rebet og holdt nu kun fat i det. jeg går stadig forest. Vi gik langsomt ned ad, indtil jeg hørte et råb "WACHT OUT!" kom det fra Edward og jeg så lars komme susende ned foran mig, der er kun en regel for klatring: er nogen døende og ens eget liv i fare efterlader man dem, derfor blev vi nød til at klippe rebet over. Og lars fløj ud over kanten, pist væk det var han. Der var ikke en jordisk chance for at overleve for nogen af os, hvis vi ikke havde klippet rebet over.
Det er gratis at oprette en konto