Jeg ved ikke om det var selve mørket, som skræmte mig, eller om det var den konstante uvished om, hvad der gemte sig derude. Var der nogen der fulgte efter mig? Var der spøgelser som snakkede til mig gennem det tætte, kølige mørke? Det skræmte mig.
Men mørket betyder noget for mig. Når jeg kigger op på den mørke stjernehimmel, føler jeg mig tryg. Jeg føler mig stor, i denne lille verden. Mange ville nok sige at det var anderledes. At jeg burde føle mig lille i denne store verden, og jeg giver dem ret, det burde jeg måske. Men det gør jeg ikke. For når jeg kigger op på den mørke, uendelige, store stjernehimmel, føler jeg mig stor. Stor og betydningsfuld. Universet er uendelig stort, og vi er en del af det.
Vores verden er kun en lille bitte prik, tegnet på et kæmpe stort, mørkt lærred. Vi er omgivet af mørke. Uden mørke kan vi ikke leve. Det er en del af mig, ligesom det er en del af alle andre.
Mørket er livets begyndelsespunkt.
Hvor kommer alt det mørke fra? Eller hvad kommer fra alt det mørke? Inden lyset opstod, må der have været... mørkt. Solen er blevet skabt i mørke, denne Jordklode blev skabt i mørke. Ja, selv livet opstod i mørke. Men hvad vigtigere er, er mørket ikke det eneste der fylder den store, mørke nattehimmel. Himlen er fyldt med trillioner af stjerner, som lyser mørket op.
Det er gratis at oprette en konto