Mennesker har et ambivalent forhold til den uundværlige kommunikation. Ofte vil vi meget gerne kommunikere, specielt hvis vi over en længere periode ikke har kommunikeret på nogen måde, men til tider er der også et ubehag forbundet med den givne kommunikation – et ubehag der skyldes situationen, der danner rammerne omkring den pågældende konfrontation. Ambivalensen gælder specielt ved den mere personlige kommunikationsform tale, hvilken i højere grad er blevet kørt ud på et sidespor, af E-mailen, SMS og de internetbaserede beskedprogrammer, når det vedrører kommunikation over længere distancer. Denne afsporing af den talte kommunikation, skyldes hovedsagligt det førnævnte ”had/kærligheds-forhold”, som på grund af de faste rammer og de yderligere muligheder der omgiver den elektroniske kommunikation, ikke gør et så stort indtryk i denne. I et behag- og behovpræget syn, får dette folk til at vælge den elektroniske kommunikation, når lejligheden byder sig, frem for den traditionelle tale.
I Teksten, ”Slut med sniksnak” (tekst 9), karakteriseres den talte kommunikation, og specielt telefonsamtaler, ved at være anstrengende og langtrukne (linie 19), hvilket efterfølgende uddybes med det faktum, at man ved en samtale skal etablere en relation. Herefter skal man fortælle hvordan det går, og samtidig virke interesseret i vedkommende, som man taler med. Først derefter, kan man via en naturlig overgang, fremlægge sit ærinde, hvis tilfældet er, at man har et. Dette er normen for konstruktionen af en samtale, og alt imens man forsøger at opfylde denne, kan den i kraft af den anden parts bidrag blive ubehagelig, hvis man konfronteres med noget man har glemt, eller på anden måde ikke kan tage stilling til. I teksten kalder kommunikationsforskeren Anne Katrine Lund, dette for en psykisk barrierer (linie 32). Anne Katrine Lund fortæller i teksten (linie 37): ”Der er en psykologisk barriere for kommunikationen, når vi mødes ansigt til ansigt eller stemme til stemme. Når du sender en SMS, så løber du ikke den risiko, for du har magten, og du kan selv diktere, hvad der sker”. Ved at anvende en SMS til en vilkårlig forespørgsel, undgå man som det første samtalen, og samtidigt så er det ved brug af SMS indforstået, at den tekniske begrænsning på 160 tegn, medfører at forsøg på at etablere en relation, såsom i en normal samtale, er ”spild” af tegn, som i stedet kunne have været brugt på det egentlige i beskeden. I teksten redegøres der for dette ved følgende bemærkning (linie 77): ”SMS’en har en unik egenskab, […] Nemlig at man kun sender SMS’er til folk, man kender i forvejen. Folk, man har etableret en personlig relation med”. I kraft af teknikkens begrænsninger, brydes der med fordringen om at etablere en relation, hvilket også påvirker den trivielle smalltalk og de velkendte høflighedsfraser, da det ikke er nødvendigt at fylde ud med disse. Dette står i kontrast til samtalen, idet kravene til denne stilles af samfundet, mens kravene til SMS-beskederne indirekte dikteres af teknologien. For en udenforstående kan dette give SMS-beskeden et koldt skær, idet den virker upersonlig, netop på grund af at den blandt andet mangler høflighedsfraserne. En normal samtale kræver, af de som deltager, at de har et mentalt overskud, således de kan koncentrere sig om at bidrage konstruktivt til samtalen. Man skal komme med egnede høflighedsfraser, stille uddybende spørgsmål for at virke interesseret, og man skal være forberedt på, til ethvert tidspunkt at kunne redde samtalen fra at gå i stå, for det skal jo gå glat og gnidningsfrit, selvom det måske ikke altid er tilfældet. Dette er hvad der hovedsagligt gør en samtale anstrengende, hvor graden af ”anstrengthed”, afhænger af hvor fortrolige vi er med den pågældende, som vi taler til. At sende og modtage en SMS-besked kræver ikke den samme mængde overskud, fordi man selv kan bestemme, på hvilke præmisser kommunikationen skal foregå, idet man har muligheden for at reflektere længere over spørgsmålet eller svaret, på grund af SMS’en asynkrone kommunikationsform (linie 205), og samtidigt behøver man ikke at bekymrer sig om sit kropssprog og lignende fremtoning. Dette gælder blandt andet for 33årige Sisse, som i teksten siger (linie 71): ”Frem for alt virker det ikke så anmassende som at ringe op […] Det er også den fredelige måde at få et afslag på, langt federe end at få det ind i øret. Man slipper for at lyde kæk, når man egentlig bliver skuffet, og man kan nå at formulere et rigtigt cool svar”. Forskellen mellem de to kommunikationsformer (samtalen vs. SMS’en), gør ifølge teksten, at SMS’en virker barrierefri og gnidningsløs (linie 60) i forhold til den traditionelle samtale. Den er uanstrengt på en måde, således at den ikke kræver et betydeligt overskud for at anvende den – man kan fx bruge den, når man ligger syg i sengen, eller når man lige er stået op om morgenen, såsom 30årige Jonas fortæller i teksten (linie 61).
Det er gratis at oprette en konto