Vi husker vel allesammen vores første skoledag. Det lille forventningsfulde barn, der glædeligt ser frem til mange nye oplevelser, i dét der kommer til at forme livet på både godt og ondt. De stolte forældre, der efter flere års opdragelse nu sender deres barn ud i den store hvide verden. Ak ja, de gode tider med mor ved hånden var så sandelig forbi. Det var på tide at stå på egne ben!
Jeg husker tydeligt min første skoledag. Spændingen, frygten, håbet og glæden. Det var et nyt kapitel i mit liv, der nu skulle påbegyndes. Klasseværelset var festliggjort med kulørte farver, formentlig for at afdæmpe vores skræk og skabe trygge rammer. Vi var godt og vel 20 ’legebørn’, der i de kommende år skulle omdannes til ’skolebørn’. De var der allesammen. Simon, Stine, Henrik og tvillingerne Siw og Nanna. Børn der dengang var ukendte for mig, men som senere hen skulle vise sig, at have stor indflydelse på mig som individ.
Mange mener nok, at skolen skal huskes for undervisningen, lærerne eller matematiske regneudtryk for den sags skyld. Jeg tror, at skolen på mange punkter altid har haft en anden betydning for børnene, som i virkeligheden er dem, der er fremtiden i vor prisbelønnede danske land. Skolen skal i al almindelighed, huskes for de mange gode stunder fyldt med latter, leg og sammenhold. Jo vist er skolen til for at undervise børn og forberede dem på omverdenen, men for mig har skole altid været et synonym for sjov, ihvertfald da jeg var lille. Jeg husker tydeligt timerne i håndarbejde hvor vi som straf for at være for inaktive, blev beordret til at sortere al stof i baglokalet. Mine venner og jeg fandt det utroligt sjovt, hvilket forbedrede vores samarbejdsevner i timerne mm. Der skal derfor fortsat være et højt fokus på latter og leg i børnenes samvær, da latter er dét der gør livet værd at leve!
Det er gratis at oprette en konto