”At rejse er at leve”, sådan lyder ordsproget af H.C. Andersen. Han elskede at rejse. Men rejste primært for at komme væk og for at opleve. Mindst af alt holdt han af hverdagen med sin ensformige gangart altid higende efter noget nyt. ”Jeg har ikke kunnet handle anderledes, derimod kunne jeg ofte have været stærkere og bedre, jeg lader mig altid henrive af indtrykket,” fortæller romantikkens nok mest førende digter og forfatter. Præcis dette hænder i H.C. Andersen eventyr om Hyrdinden og Skorstensfejeren. Eventyret er skrevet i romantikkens idealer om ”det gode, det sande og det skønne.” Idealer, som kunne virke fjerne i realismens splittelse efter kærlighed, drøm, anelse og længsel.
Som Hans Cristian Andersen selv, bliver hans fiktive personer i sine fortællinger udsat for traditionelle dannelsesrejse for at finde sig selv i de voksnes selvstændige tilværelse. Men igen som ham selv er det kun på overfladen, at dannelsesforløbet slutter med en hjemlig harmoni. Og i Hyrdinden og Skorstensfejeren beskues den store vide verden med frygt, i kontrast til biedermeier idyllens verden uden ekstremer indenfor stuens fire vægge.
Hyrdinden og Skorstensfejeren (1.bind, 3.samling 1845), kunsteventyr af H.C. Andersen (1805-1875), handler kort fortalt om 2 porcelænsdukker, som så inderligt ønsker hinanden og står sammen, hvor de nu engang er blevet stillet. Tæt ved dem står en tre gange så stor og nikkende, kinesisk porcelænsdukke, som har udnævnt sig selv som Hyrdindens bedstefar, og derfor påtaget sig magten over hende. (Linje 24-29, s. 1), ”en gammel Chineser, som kunde nikke…”, ”…sagde, at han var Bedstefader til den lille Hyrdinde, men det kunde han nok ikke bevise, han påstod at han havde Magt over hende”.
Det er gratis at oprette en konto