Velfærdsstaten og retfærdighed: En principiel diskussion

Danmark er verdenskendt for deres velfærdsstat, og lykkelige samfund. Det er meningen at en velfærdstat skal give borgerne et socialt borgerskab, og give dem retten til et civiliseret liv der går op med samfundets standarder, borgerne skal have tryghed og ordentlig trivsel. Kan vi som velfærdsstat gå indenfor denne udvikling der er ved at ske nu? Burde man ikke, ligegyldigt indkomst, have de samme ”rettigheder.” Det eneste ”håb” der er væk, er håbet om at bevare vores velfærdsstat som den ser ud nu, og bevare det gode ry Danmark har brugt mange år og ressourcer på at opnår.

Jeg mener at man sagtens kan være individuel med mange ambitioner, selvom man ikke tager vare på sit eget liv, på samme måde som man måske gør i andre lande som USA. Jeg mener at vores velfærdsstat er en form for hjælp til alle vores ambitioner og vores individuelle liv. Det drejer sig ikke om hvorvidt man skal klare sig selv i 5 uger eller ej, det er en principsag, som går imod vores stat som den er opbygget, og kendt for. Man må også gøre op med sig selv, om det er retfærdigt at folk der har betalt topskat, og har været med til at få staten til at køre rundt, skal vente 5 uger på at få penge af staten. Man kan kun sige at det er statens måde at betale de højtlønnede tilbage. Så det er ikke et spørgsmål om hvorvidt det højtlønnede vil tage ansvar for sig selv, og leve i ”5 ugers frihed” det er et spørgsmål om retfærdighed. Det er da ikke retfærdigt at bare fordi man arbejder hårdt for sine penge, skal man betale top skat, men sammentid vente 5 uger på penge fra staten, hvis man bliver fyret? I de fleste industrilande, især europæiske, har det offentlige til opgave at medvirke til at sikre befolkningens velfærd. Er de højeste lønnede ikke ganske normale borgere ligesom alle andre? Burde de så ikke sikres velfærd af staten? Hele meningen ved velfærdstaten er at de svage i samfundet, så som arbejdsløse, kroniske syge, gamle osv. ikke skal risikere at leve under uacceptable vilkår, dette kaldes også et sikkerhedsnet. Vores sikkerhedsnet skal gribe alle i samfundet, og ikke sortere fra alt efter køn, ”race”, løn osv. De højst lønnede, har alt den ret de vil, til at stille frem i TV og forklare deres sag. Der er også noget der hedder et ”Robin Hood princip”, hvilket vil sige at man ”tager fra de rige og giver til de fattige.” Familier tilgodeses ved hjælp af diverse overførelse så som dagpenge, kontanthjælp, pension osv. og via skattesystemet sikres det, at de velstående bidrager mest til statskassen. (ligesom forklaret i overstående tekst.) dette princip gør Danmark til et af de mest lige samfund i verden, vi er et af de lande med færrest fattige. Dette kan vi takke så mange for, bla. De rige. Er det så ikke retfærdigt at de andre i samfundet hjælper dem, når det går galt, og de har brug for hjælp til komme videre?