Det banker på. Jeg åbner døren, og kulden blæser mig i ansigtet. Postbuddet står foran mig med røde kinder. Han giver mig et rullet pergament – det er til Niels. Jeg går hen til Niels og giver ham det. Han stivner helt i kroppen. Han skal i krig. Mine tårer begynder langsomt at falde ned af kinderne. Ligesom Niels’. Nu er dagen kommet, og Niels skal afsted i krig. Jeg krammer ham. Mine tårer går langsomt ned af mine kinder. Han vinker, farvel. Jeg ser det sidste af hans røde hår på vej ned af den kolde eng.
Allerede nu er det, som om noget mangler i mig. Min moder og jeg går ind i huset igen og laver noget morgenkaffe. Vi er begge meget stille. Jeg går ind på Niels’ smalle værelse. En kold brise rammer mig, så hårene rejser sig. Jeg sætter mig på hans seng og lugter til hans pude. Den dufter af ham. Jeg kan ikke mere. Jeg savner ham for meget. Jeg kan huske, hver gang han kom hjem fra arbejde. Med et smil på læben og de røde kinder, efter at havde haft løbet hjem fra konditoren. Hvorfor skal det lige være ham, og ikke en anden tilfældig dreng? Tænk, hvis han dør. Hvad skal min moder og jeg så gøre? Det er jo Niels, der altid plejede køerne og grisene. Hvad med hans drøm om at blive tømre? Den når han jo aldrig. Og hvad med kone og børn? Jeg vil da gerne nå at blive faster. Jeg skal have ham tilbage! Jeg tager hen og henter ham. Det er lige meget, om jeg dør, bare han kommer tilbage. Jeg må lægge en plan. Jeg cykler afsted i morgen tidlig ned til perronen. Der skal jeg købe en billet. Men jeg har jo ikke nogen penge. Hvor får jeg dem så fra? Min moder jo! Men hun vil jo sikkert ikke have, at jeg tager afsted. Så må jeg stjæle dem.
Det er gratis at oprette en konto