”Du skal ikke græde, han skal nok komme tilbage, snart” selv når hun prøvede at lyde trøstende og støttende, så kunne man stadig høre frygten og nervøsiteten i hendes dirrende stemme. Selvom det ikke gjorde nogen forskel, var det dejligt, hun var der, at hun var der for mig og trøstede mig. Jeg satte mig op i sengen, mors mørkeblå forklæde var helt vådt af min gråd, efter jeg havde lagt i hendes skød. jeg rejste mig, og gik ud på badeværelset. Mine øjne var røde og opsvulmede, der løb snot fra min næse, men jeg var ligeglad, det betød ingenting der var slet ikke noget som helst som betød noget mere. Alt kunne bare være ligegyldigt nu, måske man bare skulle gøre en ende på det hele?
Inden jeg kunne nå at tænke mere over det stod mor pludselig i døren, ”du burde tage og spise lidt mad, så får du det bedre” hun lød som om hun vidste alting, godt nok er det rart hun trøster mig, men jeg er ikke noget barn længere, jeg er 17 år nu og jeg bestemmer selv om jeg vil spise eller ej! Jeg masede mig forbi hende i døren, greb min taske, der stod på gulvet ved siden af sengen, og løb ud af døren, ud i natten.
Det er gratis at oprette en konto