Ventetid, tålmodighed og fantasi

At vente, er nok det som vi mennesker frygter mest. Det værste, man kan udsætte det moderne menneske for, er ventetid. Jeg synes, at det er en kunst at kunne vente, for det kræver stor tålmodighed. Og nogle gange en så stor tålmodighed, at vi bare giver op. Vi venter alle sammen på et eller andet, og nogle gange er det ubevidst. Der er tider, hvor vi ikke ved, hvad vi egentlig venter på. Og det er netop dét, der gør os opgivende. Vi er bange for, at det vi venter på, ikke når at komme. Vi udfordrer ikke vores tålmodighed, men smider den væk. Faktisk er det tiden, som vi venter på. Vi venter på at klokken bliver nok, til at vi kan lægge os til at sove. Og tit brokker vi os over tiden, enten fordi den går så hurtig, at vi ikke kan forstå det. Eller så langsom, at vi er ved at falde i søvn. Jeg ville ønske, at man kunne styre tidens fremgang. Alt efter hvilken situation, man befinder sig i. Men jeg ved, at alt hvad vi ønsker, ikke går i opfyldelse. Og netop den tanke, forhindrer os i at vente længe nok. Vi har alt for mange, urealistiske drømme og forventninger. Når jeg ligger i min seng, og det faktisk er meningen at jeg skal sove, får jeg aldrig sovet som planlagt. For idet jeg ligger hovedet på min pude, begynder tankerne at køre, uden rigtig at ane det, og uden rigtig at ville det, begynder jeg at fantasere. For når jeg fantasere, kan jeg gøre det, uden brug af ord, og jeg kan gøre det så hemmeligt, at ingen andre end jeg selv ved det. At fantasere er også en kunst, men vi udnytter tit denne kunst på en forkert måde. Den kan såre os. Men det er ikke vores fantasi der sårer os, det er blot tanken om, at det bare er en fantasi. Det vil sige at ventetid kan være tænketid. Ved at fantasere påfører vi os selv mere og unyttigt ventetid. For egentlig er vi klar over, at der er langt fra den virkelige verden, men alligevel fantasere vi. Jeg kan ikke se meningen i det, for det er ikke andet end tidsspild. Tiden er dyrebar. Og hvis vi ikke udnytter den på en reel måde, kan hastigheden være lige meget. For mig er det vigtigste i livet kærlighed. Det er gået op for mig, at man kun kan opnå lykke, ved at forbinde tiden med kærlighed. Kombinere de to faktorer, så det bliver til ét. Kærligheden er så stor og lykkefrembringende, at den kan være en trøst, en løsning og en udvej til næsten alt, hvis man bare kan føle kærligheden dybt i hjertet, sprede den til omverdenen og bevare den til evig tid. Med kærligheden, kan man komme længst. Kærligheden er fortryllende. Kærligheden ophæver vores tålmodighed, giver os styrke, vilje og tro. Viljen til at vente og troen til opfyldelse. Og grunden til at jeg fremhæver kærlighed er at jeg ved, at i min omgangskreds har forventninger ligesom jeg. Jeg ved, at de har brug for min støtte og hjælp, til at kunne glemme det lange tidsforløb; ventetiden, som vi alle kæmper imod.