FSA Novelle: Ude

    Her sidder jeg, 14 år gammel, under et helt normalt bøgetræ, i en helt normal skov.  Jeg kigger op mod den mørke himmel, det regner og tordner. Lige foran mig slår et  lyn ned, det er kun cirka 40 centimeter fra, at ramme mig. Jeg trækker langsomt  mine knæ op til mit hoved, jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op.    I øjenkrogen kan jeg se en mærkelig skikkelse, jeg fornemmer varmen komme  tættere på. Inden jeg får set mig om, står en ildelugtende, gammel mand lige foran  mig. Ved siden af ham står en tyk, orange kat, den minder mig lidt om garfield.    Manden spørger mig med en meget skinger stemme: “Mangler du et sted at sove”.  Derefter svarer jeg forvirret: “Øh, ja det kunne da være rart”. Efter det fører han mig  ind i en kæmpe hvid varevogn. Han smækker døren med et brag, og sætter sig på  forsædet. “Så kører vi”, råber han. Derefter spørger jeg: “Hvor går turen hen?”, “Det  ved man aldrig!” råber han tilbage.     Inde i mit hoved forvandler støjen fra den gamle dieselmotor sig til en mærkelig  latter. Jeg prøver ivrigt at åbne døren, men døren er låst. “hvor skal du hen”, spørger  manden, jeg kravler langsomt væk fra døren, og siger: “Øhhhh, ingen steder”. Jeg  læner mig op ad bilens dør, og falder langsomt i søvn.     Jeg vågner op kort tid efter, pludselig kan jeg mærke døren langsomt forsvinde bag  mig. Jeg falder bagover og lander lige ned i en kæmpe mudderpøl. Jeg hiver  langsomt mit hoved op af mudderpølen, og det første jeg ser er den gamle  ildelugtende mands ben, som står solidt plantet i jorden. Han tilbyder mig sin hånd,  “Jeg kan godt selv!” siger jeg ivrigt til ham.    Han tager fat i min arm, og slæber mig hen af den våde jordoverflade. Han slipper  min arm og siger: “Her er mit hus”. Jeg løfter langsomt mit hoved op fra den våde  jordoverflade. Mit første indtryk var ikke super godt, fordi det var et rimelig stort hus, i  forhold til hvad jeg havde forestillet mig. Han åbner døren ind til huset. Han tager fat i  min arm, og følger mig ind til et kæmpe rum, fyldt med triste børn, som bare sidder  og glor ind i en hvid væg.     Til venstre for mig, står en gammel dame. Hun løber hen til mig og siger: “Hej, bare  kald mig Rynkedamen, og bare kald ham Rynkemanden”, siger hun og peger over  mod den gamle ildelugtende mand.