Jo vildere, jo bedre!Nogle mener at mennesket er et rationelt tænkende væsen, men sådan en påstand kan være svær at følge, når man ser på vestens xenofobi og distancering af fremmede kulturer. Vi, altså vi i vesten har generelt længe haft en vrangforestilling af de fremmede kulturer, som har været med til at distancere os fra dem. Der kan argumenteres for, som Ulla Gjedde Palmgren også prøver på i Teksten: ”Jo vildere, jo bedre!”, at dette blot er og har været en forsvarsmekanisme implanteret dybt inde i mennesket, noget der har ligget i vores gener længe før vi overhovedet var det selvreflekterende dyr, som vi har udviklet os til. Palmgrens tekst rejste så spørgsmålet i mig, om der i virkeligheden stadig er brug for denne forsvarsmekanisme, eller om det ikke skader mere end det gavner?
I det senmoderne samfund ser man at medier har en tendens til at bruge mest tid på de negative historier, og siden medier er det sted de fleste almene mennesker får deres viden om verden fra kan det opbygge en irrationel frygt for det fremmede. Selve opbygningen af frygten for ”de andre” fremmede lande er ikke irrationel, da den blot er baseret på ens hjerne der arbejder induktivt ud fra hvad man ser i medierne. Det der er irrationelt er det pindehuggeri som empirien man bliver præsenteret for er baseret på, altså at medierne bevidst vælger negative historier, da det er dem som sælger bedst. Disse historier reflekterer altså ikke hele sandheden, men bliver alligevel grundlaget for nogle af seernes holdninger og frygt for det fremmede.Jeg erindrer en anekdote om noget lignende fra min barndom, hvor jeg var det ”almene menneske” og min storebror var ”medierne”. Jeg skulle med min mor, far og bror til det evig smukke Amerika. Ugerne op til den store rejse gjorde min bror som store søskende gør, drille sine mindre søskende, i dette tilfælde mig. Jeg blev bildt ind at alle amerikanere havde et uforklarligt had, til små buttede lyshårede drenge. Da jeg ”tilfældigvis” hørte inde under denne kategori, var jeg selvfølgelig hunderad for at skulle over til landet, som hadede små buttede lyshårede drenge. Da jeg endelig kom til det smukke land fandt jeg ud af at jeg var blevet fodret med løgne, og mine fordomme som ellers føltes utrolig rationelle blev opløst. Jeg fandt ud af en masse positive ting om landet og dets kultur, som jeg aldrig ville have haft chancen for hvis jeg var blevet derhjemme.Pointen med anekdoten er at man ikke kan sidde hjemme i sin sikkerhedsboble, og med sikkerhed skaffe sikker viden om fremmede kulturer. Som positivisterne sikkert vil være enige med mig i, er man nødt til at få information afledt af sanseoplevelser fortolket gennem fornuft og logik for at anskaffe sig sikker viden, også om fremmede kulturer. Ergo vil jeg tro at man er nødt til at møde sine fordomme, eller ikke møde dem for at kunne få dem opløst. Det er dette som vi, vestens befolkning, ikke gør nok ud af og derfor får nogle af os en forvrænget fremstilling af andre kulturer. Men dette er blot en pseudofilosofisk gymnasieelevs perspektiv på det hele. Det er trods alt ikke nyt det med at fremmedgøre de fremmede kulturer, det er en oldgammel tradition. Det har været ganske normalt at fremstille fremmede kulturer og deres befolkning som mindreværdige, denne fremstilling er dog begyndt at blive stigmatiseret i nyere tid. Vi lever i den vestlige verden, hvor man så vidt så muligt skal prøve at være politisk korrekt, derfor prøver mange at bestræbe sig efter ikke at tale negativt om andre etniciteter og fremmede kulturer. Men det betyder ikke at der ikke er en stor mænge af mennesker der stadig er utrolig xenofobiske. Kigger vi vest, på den anden side af Atlanten, kan vi se nu se en præsidentkandidat til en af verdens største lande tale utrolig negativt om fremmede kulturer, som for eksempel den muslimske kultur. Det er måske endda ikke så fremmede en kultur, da der bor en rimelig mænge muslimer i landet. Trods dette får han en enorm mængde støtte, for nogen en overraskende mængde. Dog hvis vi ser på hvad jeg nævnte tidligere, er det måske ikke så overraskende, at han får den mænge opbakning. Det viser bare verden ikke er sort og hvid, eller god og ond, det tyder desværre ikke på at være så simpelt. Det er selvfølgelig også en større debat i sig selv at finde ud af hvad godt og ondt er, når det kommer til vestens fremstilling af fremmede kulturer. Behøves det nødvendigvis at være ondt at man taler negativt om de fremmede kulturer? Det er blot den intuition jeg har, at det er således. Der kan jo sagtens fremføres valide argumenter for at vestens distanceringen af de fremmede kulturer bringer mest nytte for alle. Nogle vil også mene at vi slet ikke aktivt distancere os, men at der blot er den geografiske forskel mellem ”os” og ”dem” fra den fremmede kultur, at det måske bare betyder vi ikke er så kompatible. Det behøves ikke at betyde fjendskab, selvom det måske har set sådan ud i historiens løb. Er mennesket så et rationelt tænkende væsen, og ville det være ensbetydende med en retfærdig fremstilling af fremmede kulturer? Det kommer nok an på hvad hvert enkelt menneske mener er rigtigt. Det ser ud til, at der kun er subjektive provisoriske sandheder, med mindre dette også er en provisorisk sandhed.
Det er gratis at oprette en konto