Jeg ligger lige nu midt på en kirkegård, med de døde sjæle flyvende omkring mig. Jeg kan mærke en kold følelse gå igennem min krop, men min hud er brandvarm af den bagende sol. Jeg kigger op i himlen og kom til at tænke på hvor lille jeg er. Jeg kan ikke gøre en forskel. Hvis en komet styrtede ned i Danmark, ville jeg være væk på 1 sekund. Det værste ved livet, er det ingen forstår, ingen håber på, og alle hader. Døden. Hvorfor er den der? Det er det spørgsmål jeg stiller mig selv allermest. Hvorfor skal vi dø? For snart 2 år siden døde min bedstemor. Helt pludseligt uden varsel. Jeg følte mig forladt, og samtidig følte jeg, at jeg havde svigtet hende, selvom hun var min eneste ven. Derfor forstår jeg ikke hvem der tænker på at slå sig selv ihjel, og det værste er jeg selv har tænkt det. “Det hele ville være meget nemmere hvis man bare gav op.” Det har vi vel alle tænkt? Måske er spørgsmålet ikke hvorfor vi skal dø, men nærmere hvorfor vi blev født. Hvad er meningen med livet? Der er så mange ting jeg er utilfredse med. Skoledagen, lærerne, mine forældre, men hvad betyder det? Det er jo fuldstændig ligemeget hvis jeg dør i morgen. Der er også mange gode ting. Mit liv. Ligeså meget som jeg hader mit liv elsker jeg det endnu mere. Mine venner, min familie, bare livet. Hvad skulle jeg gøre uden. Meningen med mit liv er at leve, jeg mener man selv bestemmer hvad man vil, hvad meningen er, ens skæbne. Og den dag der er ovre ved vi ikke hvad der sker, jeg ved bare når jeg dør er meningen at dø. Jeg kan intet gøre. De døde sjæle kan intet gøre. Jeg kan bare blive liggende her i det stikkende græs og tænke videre, livet er en labyrint man aldrig komme ud af, heller ikke selvom man er død.
Det er gratis at oprette en konto