Tårerne triller ned af min mors kinder, sorgen hænger som en tung dyne ned over kirken i Helsingør, hvor hele min familie er samlet. Det er ikke første gang jeg er til begravelse, men alligevel forstå jeg stadig ikke hvorfor jeg ikke kan fremkalde de tårer, som jeg så gerne vil. Min mormor var virkelig en af de nærmeste jeg havde, jeg kan stadig huske da vi gik ture, vi tog toget til Gilleleje eller lå og så Tour De France.
Men hvad er døden, hvad betyder den for os mennesker?
Da jeg var yngre har jeg altid været rigtig bange for døden, bange fordi jeg ikke vidste hvad der ville ske. Men sådan er det vel for alle mennesker i hele verden. Man tænker vel sine tanker om døden, ligesom man tænker om verdens undergang, eller hvordan det hele startede. De tre ting, vil altid stå i det uvisse.
Selv den klogeste forsker kan ikke bevise hvornår jorden går under, eller om jorden startede med ”Big Bang” eller ”Adam og Eva”. Hvad startede det hele med? Det spørgsmål er det evigt ubesvarede spørgsmål. Specielt for mig.
Jeg har fået fortalt om dengang min farfar måtte stille træskoene. Jeg var ikke blevet født endnu, og han lå i dødslejet. Min far fortalte om sin far, som simpelthen nægtede at dø, han var slet ikke færdig med sit liv, han var ikke tilfreds. Tænk over de mennesker der spilder et helt liv på noget de i virkeligheden slet ikke har lyst til. Det må være helt forfærdeligt, for får man et liv igen, eller var det det?
Det er gratis at oprette en konto