Ansvar: en personlig refleksion over begrebet

Skovfogeden har ansvaret for, at skoven ikke uddør, fængselsbetjentene har ansvaret for, at de indsatte ikke stikker af, skraldemændene har ansvaret for, at alle skraldespandene bliver tømt, postvæsnet har ansvaret for, at posten bringes ud, politiet har ansvaret for, at fange de kriminelle, lægerne har ansvaret for, at de syge bliver raske, og lærerne har ansvaret for, at eleverne lærer det de skal nå, inden deres afsluttende eksamen.

Uden at bide mærke i det, er det svært at forestille sig en hverdag, og for den sags skyld også et liv uden ansvar. Jeg har i de sidste dage spekuleret en del over, om evnen til at tage ansvar, er noget medfødt, eller om det er noget, vi langsomt bygger op, sammen med vores personlighed. Jeg tror, at det er noget vi lærer i gennem vores opvækst. Der er ikke én, som er blevet opdraget på samme måde, hvilket også kan være grunden til at man har hver sit synspunkt på ordet ansvar. Ansvar er noget som forfølger os gennem vores liv, på både godt og ondt. Alle har en form for ansvar indgraveret i sit sind. Forældre har for eksempel ansvar for deres børn, nærmest i højere grad end de har for dem selv. Jeg er også selv stærkt forfulgt at ordet ansvar. Klokken har ikke engang passeret halv otte om morgenen, før det første ansvar sniger sig ind i mit liv. Det er mit eget ansvar, at komme op i ordentlig tid om morgenen, så jeg ikke kommer for sent i skole. Det er tilmed mit ansvar, at spise en varieret morgenmad, så min indlæringsevne forhøjes, og ligeså er det mit ansvar, at have nok med tøj på, så jeg ikke støder ind i sygdom. Ordet ansvar kan tolkes på rigtig mange måder, og selvom ordet lyder meget seriøst, skræmmende og alvorligt er det ikke noget vi kan slippe fra. Hvis ikke der er nogen som tager ansvar, tør jeg slet ikke tænke på, hvordan verdenen vil ende. Så ville vi vel bare rende rundt, som en flok fede danskere, som hverken ville arbejde eller noget. Hvis ikke der er nogle regler, tror jeg, at størstedelen ville foretrække, at ligge hjemme og spille playstation, og computer dagen lang, frem for at få et arbejde, tjene nogle penge, og leve som en normal familie, hvor rengøring, oprydning, og tøjvask ikke er fremmede ord. Når jeg sådan tænker over det, har jeg faktisk altid været god til det med ansvar. Jeg tror måske, at grunden er at der altid er blevet taget et godt ansvar om mig. Jeg er på intet tidspunkt blevet behandlet som en porcelænsdukke, men der har dog alligevel været regler og ”forbudte områder” for mig. Jeg kan tydelig huske hvor sur jeg blev, når jeg gang på gang fik at vide, at jeg ikke måtte springe fra 3 meter vippen i svømmehallen. ”Du kan jo ikke svømme, Charlotte”. Selvfølgelig havde mine forældre ret, men det var jeg ikke i stand til at kunne sætte mig ind i på daværende tidspunkt. Jeg forstod heller ikke, hvorfor jeg ikke måtte være alene hjemme. Mine forældre var bange for at jeg ville komme til skade, eller komme til at tænde for komfuret, så det ville ende med at huset stod i flammer.