Jeg har ikke svært ved at tage ansvar for mig selv, men når det er andre det gælder, bliver det til en helt anden situation. Jeg valgte dette emne, fordi jeg har et let eksempel. Jeg går selv i en klasse, hvor man burde tage mere ansvar for hinanden. Vi er delt op mange i kliker og det gør, at man egentlig ikke har ét sammenhold, men flere. Sammenholdet i en klasse er utrolig vigtigt. Det store spørgsmål er så bare, hvem har ansvaret for det? Der er 2 valgmuligheder, lærerne eller eleverne selv. Vi har længe haft dette uacceptable problem, men der har ikke kunne gøres noget ved det, da ingen vil være den første til at starte. Der er ingen, der tør tage ansvaret. Jeg mener personligt, det er eleverne, der er skyld i denne fordeling, men en lærer kan påvirke det på mange måde, b. la ved at sidde eleverne efter eget valg.
Ansvar er et stort ord på kun 6 bogstaver. Ordet indebærer utrolig meget. Du kan have ansvaret for en ting, dyr eller menneske. Specielt det sidste er for mig en svær ting. Jeg har svært ved at stå frem og sige, hvis jeg mener noget negativt om en persons handling. Jeg kan godt sige til en, der står mig nær, hvis jeg ikke bryder mig om situationen, men jeg føler ikke rigtig, jeg kan gøre mere. Det er ikke mit ansvar, at min ven er i en situation, jeg ikke bryder mig om. Jeg kan tale med ham om det og sige, at det kan gå galt, men jeg kan da ikke gøre mere, eller kan jeg? Til sidst bliver jeg måske mere en pestilens, end en ven. Det er det, der er så svært. Man skal være god til at bedømme om den, der står en nær selv har valgt at sætte sig ind i det. Man kan spørge sig selv om evnen til at tage ansvar er medfødt, eller tillært. Jeg tror, et eller andet sted, at vi er født med det. Vi opfatter det bare forskelligt, og det er netop derfor, jeg ikke kan sige hvornår, du skal gribe ind. Jeg kan ikke sige, din situation er så slem, at det er nu du skal sige til. For vi er ikke alle ens, men vi har begge mindst ét ansvar; at tage ansvar.
Det er gratis at oprette en konto