Jeg tror, jeg er afhængig af at have ansvar og ikke mindst det, at have ansvar for andre. Det er som om, at jeg altid opsøger at få mere ansvar. Nogle gange føles det som om, der er nogle kæmpe store skilte skrevet med neonlys, hvorpå der står, med STORE fede bogstaver, ”ANSVAR” efterfulgt af pile. Det er de pile, som jeg følger og har gjort det hele mit liv. Den følelse jeg får, når der er, en der regner med, at jeg kan klare opgaven, og mener at jeg er den ”bedste” til den, er ubeskrivelig. Jeg får et helt kick, og det er netop dén følelse, jeg hele tiden opsøger.
Jeg tror, at ansvar er noget man vokser med. Da jeg var lille, begyndte jeg med at tage ansvaret for at sige til, inden jeg skulle på potte. Så begyndte jeg at gå i skole, og her kom en hel masse ansvar flyvende ind i hovedet på mig. Først fik jeg ansvaret, for at give mine forældre de papirer jeg fik med hjem. Hvad mere vigtigt var, jeg fik medansvaret for, at min klasse blev en dejlig klasse at være i. At klassekammeraterne kunne lide at være der, at ingen mobbede eller gjorde grin med hinanden. Det er til gengæld et ansvar alle klassens elever har. Det nytter ikke noget, at kun en enkelt elev tager dette kolossale ansvar på skuldrene. Det vil være et for stort ansvar at bære på, samtidig med at det ikke ville kunne lykkedes. Det er det man kalder et fælles ansvar, for en fælles løsning. Hvis alle elever i en klasse ville indse, at dette ansvar ville være nødvendigt, ville der heller ikke være noget der hed mobning. Tænk hvis det kunne lykkedes, sikke et kick man ville få.
Det er gratis at oprette en konto