Mørket er noget mærkeligt noget. Da jeg var en lille pige, var jeg jo egentligt bange for mørke. Jeg havde altid en lille lampe tændt, når jeg skulle falde i søvn. Nu hvor jeg er blevet voksen, sover jeg først når der er helt mørkt. Mørket giver mig tryghed. Når jeg for eksempel læser en bog eller ser en film, gør jeg det også bedst med mørket rundt om mig, så det eneste lys der er, det er fra fjernsynet eller lyset på min bog.
Jeg går aldrig ud i mørket, eller det føles i hvert fald ikke behageligt eller trygt. Når jeg går ud til kaninen eller ud med skraldet bliver jeg helt utryg og jeg jo løber nærmest rundt, så jeg hurtigere kan komme ind til det trygge igen. ”Mørket er det uvisse”. Jeg ved aldrig om der står nogen henne omkring hjørnet, der hopper noget op af skraldespanden, eller om man går ind i et kæmpe edderkoppespind. Hvis jeg vænner den om, at jeg starter med at sidde ude mens der er lyst og man sidder så længe at man ender med at sidde i mørket er jeg jo ikke utryg eller føler det ubehageligt. Der har både øjnene, hovedet og kroppen stille vænt sig til at det går hen at bliver mørkt.
Det er gratis at oprette en konto