Brunos dagbog: En fortælling om flytning og venskab

I dag, da jeg kom hjem fra skole, og kom op mit værelse, stod hushjælpen Maria og pakkede alle mine ting ned i papkasser, selv de ting som lagde allerbagest som ingen andre skal røre ved. Da mor fortalte at hun var ved at pakke mine ting, tænkte jeg først på om jeg havde været uartig de sidste par dage, og om jeg havde brugt nogle af de ord, jeg ikke må bruge? ”Skal vi flytte?” spurgte jeg. Og fik af vide at jeg skulle komme med nedenunder, og at jeg ikke skulle være bange for noget, da vi kom nedenunder, ind i den store spisestue. ”Hvad skal der ske?” spurgte jeg. ”Skal jeg sendes væk?” Men det var ikke kun mig, vi skal alle flytte, mor, far, Gretel og jeg. ”Hvor skal vi flytte hen, hvorfor kan vi ikke bare blive her?” spurgte jeg mor. ”Det er på grund af fars arbejde, du ved jo godt, hvor vigtigt det er, ik’?” svarede hun. ”Når en person er meget betydningsfuld,” fortsatte mor. ”Så kan den pågældende persons overordnede bede ham om at flytte til et andet sted, fordi der er en bestemt opgave, som skal løses dér.” sagde hun. ”Hvad er det for en opgave?” spurgte jeg, for at jeg skal være helt ærlig så ved jeg ikke helt præcis hvad fars arbejde går ud på? ”Det er en meget vigtig opgave, som virkelig kræver sin mand, det kan du godt forstå, ik’?” sagde hun. ”Skal vi alle sammen flytte?” svarede jeg. Mor svarede: ”ja, selvfølgelig. Du synes da ikke at far skal være helt alene på det nye sted, vel?” ”Nej, det kan der selvfølgelig være noget om.” svarede jeg, mor tilføjede: ”Far ville komme til at savne os, forfærdeligt meget, hvis vi ikke var hos ham.” ”Hvem ville han komme til at savne mest, mig eller Gretel?” ”Han ville savne jer begge to lige meget.” sagde hun. ”Men hvad så med vores hus? spurgte jeg, ”Hvem passer det, mens vi er væk?” ”Vi lukker huset af,” svarede mor, ”Men vi skal nok tilbage engang.” ”Hvad med kokken? Og Maria og Lars?” spurgte jeg. ”Bliver de ikke boende her i Berlin?” ”Nej, de tager med os.” svarede mor. ”Men nu tror jeg, du har stillet nok spørgsmål for i dag. Du kan gå op og hjælpe Maria med at pakke dine ting?” Men inden jeg gik op, skulle jeg lige stille mit sidste spørgsmål. ”Hvor langt ligger det væk? Altså fars nye arbejde, mere end en kilometer væk?” spurgte jeg ”Ih, du milde,” udbrød mor og lo. ”Ja Bruno, det er længere væk end en kilometer. Det er faktisk meget længere væk,” sagde hun. ”Vi skal da ikke flytte væk fra Berlin?” sagde jeg. ”Jo, det bliver vi desværre nødt til,” sagde hun. ”Din fars arbejde er…” ”Men hvad så med skolen?” afbrød jeg hende. ”Og hvad med Karl, Daniel og Martin? Hvordan skal de kunne få fat i mig når vi skal lave noget sammen?” ”Du kommer til at skulle sige farvel til dine venner,” sagde mor. ”Men jeg er sikker på at du kommer til at se dem igen, når vi engang flytter tilbage, til huset her i Berlin. Og du må lade vær’ med at afbryde din mor, når hun taler,” tilføjede hun. ”Sige farvel til dem?” sagde jeg. ”Sige farvel til dem?” gentog jeg, lidt senere. Og jeg forsatte: ”Sige farvel til Karl og Daniel og Martin? De er jo mine allerbedste venner!” ”Du får hurtigt nye venner,” sagde mor. ”Jamen... vi havde jo nogle planer,” tilføjede jeg. ”Planer?” spurgte mor. ”Hvilke planer?” ”Jo, altså... det skulle I nok finde ud af,” svarede jeg. ”Jeg er ked af det, Bruno,” sagde mor, ”men I er altså nødt til at vente med jeres planer. Der er ikke noget at gøre ved det.” ”Jamen, mor...” ”Nu er det nok, Bruno!” sagde hun vredt. ”Og ærligt talt... det er ikke mere end en uge siden, du beklagede dig over, at der er så mange ting, der har ændret sig.” ”Ja... jeg kan ikke lide, at vi skal slukke alle lamperne om aftenen,” indrømmede jeg. ”Det skal vi alle sammen gøre,” sagde mor. ”Det er for, at der ikke skal ske os noget. Og hvem ved? Måske bliver det mere sikkert for os, når vi flytter. Nu synes jeg, du skal gå op på dit værelse og hjælpe Maria med at pakke dine ting. Vi har ikke så meget tid til at få det hele ordnet, som jeg kunne have ønsket mig... takket være en vis herre.”