Mor græd ikke til begravelsen, hun sad bare og stirrede tomt ned i sit skød. Far prøvede af og til at holde lidt om hende, men jeg tror ikke hun bemærkede det. Jeg ville gerne græde over hende, altså Nanna og følte også en stor træng til det, men af en eller anden grund, kunne jeg bare ikke. Det var som om mine tårekanaler var helt udtørrede, og en tyk hvid tåge havde overtaget min krop.
Nannas kisten var hvid, med et stort kors på, en masse røde roser lå på den. familiens stærke mænd, der iblandt far, sænkede kisten ned i jorden. Kisten? I virkeligheden var den kiste jo Nanna, min Nanna! Min storsøster Nanna, som jeg aldrig skulle se igen! Hendes lange sorte hår, de blå øjne, der havde udstråling af overskud og rummelighed. Hendes beroligende smil, alt det beskrev jeg bare som en kiste!
Turen hjem forgik i stilhed, en larmende stilhed. Udover den sten der havde sat sig fast i dækket, som igen og igen ramte asfalten. Jeg kiggede på de tomme sæde ved siden af mig. I et kort øjeblik blev jeg næsten overrasket over at Nanna ikke sad der. Nanna plejede altid at hørte musik når vi kørte. Hun nynnede stille med på sangene, imens hendes ene ben vippede op og ned i takt til musikken. Det var meget betryggende på en måde som jeg ikke kan beskrive. Det bedste jeg vidste, var når vi kørte langt. Jeg kom pludseligt til at tænke på turen til Italien for et par år siden.
Det er gratis at oprette en konto